BEK 1726/2021 Art. 5
Ordregivende myndigheder og ordregivere skal ved udbud af de i § 2 omhandlede køretøjer og tjenesteydelser bidrage til opfyldelse af minimumsmålene for udbud af renere lette køretøjer som fastsat i bilag 3, og af renere tunge køretøjer som fastsat i bilag 4. Disse mål udtrykkes som minimumsprocenter for renere køretøjer i det samlede antal køretøjer til vejtransport, der er omfattet af de i § 2 omhandlede kontrakter, der er tildelt mellem den 2. august 2021 og den 31. december 2025 for så vidt angår den første referenceperiode og mellem den 1. januar 2026 og den 31. december 2030 for så vidt angår den anden referenceperiode.
Stk. 2. Ved beregning af minimumsmålene for udbud jf. stk. 1, 1. pkt., er den dato for det offentlige indkøb, der skal tages i betragtning, datoen for afslutningen af den offentlige udbudsprocedure ved tildelingen af kontrakten.
Stk. 3. Køretøjer, der opfylder definitionen af et renere køretøj i henhold til § 4, nr. 5, eller af et tungt nulemissionskøretøj i henhold til § 4, nr. 6, som følge af en eftermontering, kan medregnes for at være henholdsvis renere køretøjer eller tunge nulemissionskøretøjer med henblik på overholdelse af minimumsmålene for udbud.
Stk. 4. Ved vurdering af overholdelse af minimumsmålene for udbud, skal der for så vidt angår de i § 2, nr. 1, omhandlede kontrakter tages hensyn til antallet af købte, leasede, lejede eller afbetalingskøbte køretøjer i henhold til hver kontrakt.
Stk. 5. Ved vurdering af overholdelse af minimumsmålene for udbud, skal der for så vidt angår de i § 2, nr. 2 og 3, omhandlede kontrakter tages hensyn til antallet af køretøjer, der skal anvendes til levering af tjenesteydelserne i henhold til hver kontrakt.
Stk. 6. Når der ikke vedtages nye mål for perioden efter den 1. januar 2030, gælder målene for den anden referenceperiode fortsat og beregnes i overensstemmelse med stk. 1-5, i efterfølgende femårsperioder.