BEK 1726/2021 Art. 4
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Offentlige indkøb: Kontrakter om indkøb, leasing, leje eller afbetalingskøb af køretøjer til vejtransport tildelt af ordregivende myndigheder eller ordregivere. 2) Ordregivende myndigheder: Staten, regionale eller lokale myndigheder, offentligretlige organer, sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse offentligretlige organer som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 1) i direktiv 2014/24/EU og artikel 3 i direktiv 2014/25/EU. 3) Ordregivere: Offentlige virksomheder, herunder ordregivende enheder som defineret i artikel 4 i direktiv 2014/25/EU. 4) Køretøj til vejtransport: Et køretøj i klasse M eller N som defineret i artikel 4, stk. 1, litra a) og b), i forordning (EU) 2018/858. 5) Renere køretøjer: a) et køretøj i EU-klasse M1 (personbil), M2 (lille bus) eller N1 (varebil) med en maksimal udstødningsemission udtrykt i CO2 g/km og forurenende emissioner ved faktisk kørsel, der ligger en procentdel under de gældende emissionsgrænseværdier, jf. bilag 2, eller b) et køretøj i klasse M3 (bus), N2 (lille lastbil) eller N3 (stor lastbil), der anvender alternative brændstoffer som defineret i artikel 2, nr. 1) og 2), i direktiv 2014/94/EU, bortset fra brændsler, som er produceret af råprodukter med stor risiko for indirekte arealanvendelsesændringer, og for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager i overensstemmelse med artikel 26 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder. Hvis køretøjer anvender flydende biobrændstoffer, syntetiske brændstoffer eller paraffinholdige brændstoffer, skal disse brændstoffer ikke blandes med konventionelle fossile brændstoffer. 6) Tungt nulemissionskøretøj: Et renere køretøj som defineret i § 2, nr. 5, litra b, i denne bekendtgørelse, uden en intern forbrændingsmotor eller med en intern forbrændingsmotor, der udleder mindre end 1 g CO2/kWh målt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 595/2009 om typegodkendelse af motorkøretøjer og motorer med hensyn til emissioner fra tunge erhvervskøretøjer (Euro VI) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer og om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og direktiv 2007/46/EF og om ophævelse af direktiv 80/1269/EØF, 2005/55/EF og 2005/78/EF og gennemførelsesforanstaltningerne hertil, eller som udleder mindre end 1 g CO2/km målt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer og gennemførelsesforanstaltningerne hertil. 7) TED-databasen: Den fælles europæiske database over EU udbud, Tender Electronic Daily (TED).