BEK 942/2025 Art. 44
Sikkerhedsstillelse for håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr til brug for private husholdninger
Dansk Producentansvar træffer afgørelse om størrelse af sikkerheden, jf. § 43.
Stk. 2. For producenter, som er registreret i producentregistret, jf. §§ 6 og 7, og allerede bringer elektrisk og elektronik udstyr til brug for de private husholdninger i omsætning, fastsættes sikkerhedens størrelse på grundlag af: 1) de mængder af elektrisk og elektronik udstyr til brug for de private husholdninger, der er bragt i omsætning, som producenten har indberettet til producentregistret, jf. § 13, og 2) de kendte eller forventede omkostninger ved håndtering af det affald, som producenterne er forpligtede til at tage tilbage.
Stk. 3. For producenter, som påbegynder at bringe elektrisk og elektronisk udstyr til brug for de private husholdninger i omsætning og ikke har fået tildelt affald, jf. § 31, fastsættes sikkerhedens størrelse på grundlag af: 1) den forventede mængde af elektrisk og elektronisk udstyr til brug for de private husholdninger bragt i omsætning i det pågældende kalenderår, som producenten har indberettet til producentregistret, jf. § 13, og 2) de kendte eller forventede omkostninger ved håndtering af affaldet af elektrisk og elektronisk udstyr fra de private husholdninger.
Stk. 4. For producenter, som har bragt elektrisk og elektronisk udstyr til brug for de private husholdninger i omsætning, men ikke tidligere har opfyldt registreringspligten, jf. §§ 6 og 7 samt indberetningspligten, jf. § 13, fastsættes sikkerhedens størrelse på grundlag af: 1) den mængde af elektrisk og elektronisk udstyr til brug for private husholdninger, der er bragt i omsætning, som producenten har indberettet til producentregistret, jf. § 13, 2) den tilbagetagne mængde affald af elektrisk og elektronisk udstyr til brug for private husholdninger, som producenten har indberettet til producentregistret, jf. § 16, og 3) de kendte eller forventede omkostninger ved håndtering af affaldet af elektrisk og elektronisk udstyr fra de private husholdninger.