BEK 523/2025 · Bekendtgørelse om kritisk resistent salmonella hos fjerkræ, kvæg og grise
BEK 523/2025 Art. 6
Foranstaltninger ved fund af kritisk resistent salmonella hos kvæg og grise
Hvis der ved laboratorieundersøgelse af materiale fra en kvæg- eller grisebesætning påvises kritisk resistent salmonella, skal den besætningsansvarlige sikre, at 1) der gennemføres en smitteopsporing på ejendommen, herunder kortlægning af antibiotikaforbrug og indkøb og/eller flytning af dyr eller materiale, og 2) gylle og gødning fra ejendommen ikke anvendes ved dyrkning af spiseklar frugt og grøntsager eller til græsningsarealer i den periode, hvor græsset bliver anvendt til foder.
Stk. 2. Indgår besætningen i en kvægbedrift, skal smitteopsporingen inkludere alle besætninger i bedriften.
Stk. 3. Smitteopsporingen efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om 1) antibiotikaforbrug i besætningen inden for de seneste ni måneder, fra den positive prøve er udtaget, 2) hvorfra den besætningsansvarlige har modtaget dyr til den pågældende besætning, og 3) andre forhold, som kan have forårsaget smitten med kritisk resistent salmonella.