BEK 1345/2024 · Bekendtgørelse om markfrø
BEK 1345/2024 Art. 21
Certificering
Et parti fra et areal, der ved avlskontrollen, jf. § 8, har vist at overholde normerne i bilag 3, jf. § 9, skal anmeldes til Plantenyhedsnævnet til certificering.
Stk. 2. Et parti, der er avlet i en anden medlemsstat af den Europæiske Union, kan anmeldes til Plantenyhedsnævnet til certificering, hvis det stammer direkte fra 1) præ-basisfrø, basisfrø eller certificeret frø 1. generation, der er certificeret i en medlemsstat af Den Europæiske Union eller i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, men hvis produktion er godkendt som ligestillet med produktionen af frø i en medlemsstat, eller 2) en krydsning af basisfrø, der er certificeret i en medlemsstat, og basisfrø, der er certificeret i en ligestillet stat (hybridsorter).
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder tilsvarende for et parti, der er avlet i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, hvis 1) betingelserne i § 40, stk. 3-5, er overholdt, 2) den pågældende stats produktion af frø er godkendt som ligestillet med produktion af frø i en medlemsstat, 3) avlsstaten har konstateret officielt, at partiet overholder avlsnormerne i OECD-reglerne, og 4) partiet er mærket som ikke endeligt certificeret frø efter OECD-reglerne.
Stk. 4. Anmeldelsen skal indsendes skriftligt til Plantenyhedsnævnet og kan kun indsendes af en registreret virksomhed. Anmeldelsen skal angive, i hvilken kategori partiet ønskes certificeret, jf. §§ 23-26, hvilke avlspartier eller certificerede partier der indgår i det anmeldte parti og med hvilke mængder.
Stk. 5. Avl, der anmeldes til certificering efter stk. 2, skal i det land, hvor frøet er avlet, være mærket efter bestemmelserne i bilag 7, del II, afsnit A, og være ledsaget af et officielt følgedokument fra samme land, der indeholder de oplysninger, der er anført i bilag 7, del II, afsnit B.