BEK 1322/2024 · Bekendtgørelse om eksamenskørsel, optog m.v.
BEK 1322/2024 Art. 5
Eksamenskørsel, må kun finde sted, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Køretøjet og køretøjets indretning skal inden for 1 år før kørslen gennemføres være synet og godkendt af en synsvirksomhed efter bilag 1 og 2. Er køretøjet forsynet med et veksellad, skal synsvirksomheden indberette fotodokumentation af køretøjet med veksellad elektronisk på en blanket udformet af Færdselsstyrelsen gennem et system stillet til rådighed af Færdselsstyrelsen. Synsvirksomheden udleverer endvidere blanketten med fotodokumentationen til fremstiller. Blanketten skal medbringes under kørsel. 2) Der må ikke på tidspunktet for eksamenskørslen være foretaget ændringer af køretøjets indretning eller udstyr i forhold til godkendelsen i medfør af bilag 1 og 2. 3) Der skal tegnes en ansvarsforsikring, der dækker personskade på de personer, som befordres under kørslen. 4) Under kørslen må der ikke befordres flere passagerer, end køretøjet af en synsvirksomhed er godkendt til efter bilag 2. 5) Eksamenskørslen må ikke foregå på motorvej eller motortrafikvej.
Stk. 2. Fører af traktorvogntog, som udfører eksamenskørsel, skal være i besiddelse af et gyldigt kørekort til almindelig bil med stort påhængskøretøj (kategori B/E).
Stk. 3. De til enhver tid gældende hastighedsbegrænsninger skal følges. Hastigheden må ikke overstige 40 km i timen i tættere bebygget område og 60 km i timen uden for tættere bebygget område.