BEK 1295/2024 · Bekendtgørelse om grundbetaling m.v. til landbrugere for 2025
BEK 1295/2024 Art. 23
Grundbetaling
Det er et kriterie for at få tilskud til braklagte arealer, at arealet indberettes som brak i det pågældende kalenderår under grundbetaling efter § 4, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1257 af 27. november 2024 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv.
Stk. 2. Ansøger er forpligtet til at sikre, at det braklagte areal årligt slås i overensstemmelse med § 13, stk. 5, eller sikre, at arealet er etableret med en blomsterblanding senest den 30. april 2025, jf. dog stk. 3-5.
Stk. 3. Mekanisk jordbehandling og etablering af enten blomsterbrak, der pr. m 2 består af mindst to forskellige frø- og nektarproducerende plantearter, eller bestøverbrak, der pr. m 2 består af mindst tre forskellige plantearter, som er omfattet af bilag 1, kan dog foregå hvert andet år. Ansøger er forpligtet til at sikre, at mekanisk jordbehandling og etablering af blomster- eller bestøverbrak foregår mindst hvert andet år.
Stk. 4. I tilfælde af uforudsete vejrhændelser, der gør jorden uegnet til etablering inden for fristen, jf. stk. 2, kan styrelsen meddele ansøgerne en udsættelse af etableringsfristen med op til 14 dage.
Stk. 5. Hvis det konstateres, at et braklagt areal anvendes til andre aktiviteter tilknyttet landbrugsmæssig produktion, udover de i stk. 2 og 3 nævnte, herunder opbevaring af landbrugsprodukter, kan styrelsen i forbindelse med kontrolbesøg ændre afgrødekoden for marken fra brak til den afgrøde, der konstateres på arealet.
Stk. 6. Hvis det konstateres, at et areal med bestøverbrak ikke opfylder betingelserne for bestøverbrak, men i stedet betingelserne for blomsterbrak, kan styrelsen i forbindelse med kontrolbesøg ændre afgrødekoden til blomsterbrak.