BEK 840/2024 Art. 13
Hvis der udbetales hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven til udlændingen, skal kommunalbestyrelsen tvangsinddrive det bruttobeløb, kommunen har betalt, i sikkerhedsstillelsen.
Stk. 2. Tvangsinddrivelse som nævnt i stk. 1 foretages uanset størrelsen af det beløb, der er udbetalt til udlændingen efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.
Stk. 3. Sikkerhedsstillelsen nedskrives med ethvert beløb, der udbetales til udlændingen efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.
Stk. 4. Når sikkerhedsstillelsen er nedskrevet med beløb, der sammenlagt svarer til hele beløbet, der er stillet sikkerhed for, kan der ikke foretages yderligere inddrivelse i sikkerheden. Når sikkerhedsstillelsen er nedskrevet med beløb, der sammenlagt svarer til hele beløbet, der er stillet sikkerhed for, oprettes der ikke en ny sikkerhedsstillelse.