Bibliothèque juridique et analyse de dossiers · Autriche · Belgique · Union européenne
LAWxPERT Connexion Compte gratuit

BEK 1387/2023 · Bekendtgørelse om kontrol og administrative sanktioner for visse tilskudsordninger under Den Europæiske Unions fælles landbrugspolitik

BEK 1387/2023 Art. 7

Nedsættelse, bortfald af tilskud og administrative sanktioner, m.v.

En vigueurTexte officiel

Ansøger pålægges en administrativ sanktion svarende til en nedsættelse på 1 pct. pr. arbejdsdag af det tilskud, som ansøger ved rettidig indsendelse ville være berettiget til i ansøgnings- eller tilsagnsåret, hvis fristen for rettidig indsendelse af skemaerne overskrides i følgende tilfælde, jf. dog nr. 3, 2. pkt., nr. 4, 2. pkt., og stk. 3-5: 1) Indsendelse af ansøgning i fællesskema til en af de i § 1, nr. 1 og § 1, nr. 2, litra a-e, angivne tilskudsordninger eller tilskudskategorier, efter fristen i § 3 i bekendtgørelse nr. 1359 af 28. november 2023 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv. 2) Indsendelse af anmodning i fællesskema om udbetaling til de i § 1, nr. 2, litra f, angivne tilskudskategorier efter fristen i § 3 i bekendtgørelse nr. 1359 af 28. november 2023 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv. 3) Indsendelse af ansøgning om tilsagn om tilskud og udbetaling i fastholdelsesskema til de i § 1, nr. 2, litra h, angivne tilskudskategorier efter fristen i § 11, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1359 af 28. november 2023 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv. Den administrative sanktion, der pålægges ansøger efter reglen i stk. 1, 1. pkt., beregnes af en femtedel af tilskuddet. 4) Indsendelse af årlig indberetning i fastholdelsesskema for de i § 1, nr. 2, litra h, angivne tilskudskategorier efter fristen i § 12, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1359 af 28. november 2023 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv. Den administrative sanktion, der pålægges ansøger efter reglen i stk. 1, 1. pkt., beregnes af en femtedel af tilskuddet.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved forsinket indsendelse af kontrakter, erklæringer, bilag eller øvrig påkrævet dokumentation for den ansøgte ordning, der skal medfølge indsendelse af de skemaer, der er omtalt i stk. 1.

Stk. 3. Følgende gælder ved ansøgers indsendelse af de skemaer, som er omtalt i stk. 1, nr. 2 og 4, eller de dokumenter, som er omtalt i stk. 2, efter fristen for forsinket ansøgning: 1) Det tilskud, som ansøger ville være berettiget til i tilsagnsåret, bortfalder, hvis anmodning i fællesskema om udbetaling til de i § 1, nr. 2, litra f, angivne tilskudskategorier indsendes efter fristen i § 6 i bekendtgørelse nr. 1359 af 28. november 2023 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv. 2) En femtedel af tilskuddet bortfalder, hvis årlig indberetning i fastholdelsesskema for de i § 1, nr. 2, litra h, angivne tilskudskategorier indsendes efter fristen i § 12, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1359 af 28. november 2023 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv. Udbetalt tilskud, der er omfattet heraf, skal tilbagebetales.

Stk. 4. Har ansøger fået dispensation fra den for tilskudsordningen eller tilskudskategorien gældende frist for indsendelse eller frist for forsinket indsendelse i henhold til § 9, § 11, stk. 4, eller § 12, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1359 af 28. november 2023 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv, finder reglerne i henholdsvis stk. 1 og 3 anvendelse på de nye frister, der meddeles ansøger.

Stk. 5. For ansøgninger om udbetaling af tilskud efter den i § 1, nr. 2, litra f, angivne tilskudsordning kan Landbrugsstyrelsen træffe afgørelse om, at tilsagn om tilskud ikke bortfalder, selvom ansøger ikke har anmodet om udbetaling af tilskud, og fællesskemaet er indsendt senest 25 kalenderdage efter fristen i stk. 1, i følgende tilfælde: 1) Hvis ansøger ikke ved sin seneste indgivelse af fællesskemaet har fået oplysning om, at der ikke er anmodet om udbetaling af tilskud for arealet, og at arealet ikke var registreret som tilsagnsareal i Internet Markkort. 2) Hvis ansøger har anført en begrundelse i fællesskemaet for ikke at have anmodet om udbetaling af tilskud for tilsagnsarealet. 3) Hvis ansøger ved sin seneste indgivelse i fællesskemaet har anmeldt en tilsagnstype eller plejeforpligtelse, som ikke er i overensstemmelse med tilsagnsarealet.

Stk. 6. Modtager Landbrugsstyrelsen ikke producentskifteerklæringen rettidigt i forbindelse med overdragelse af et areal, der er omfattet af tilsagn i henhold til en af de i § 1, nr. 2, litra f, angivne tilskudskategorier, anses erhverver ikke som indtrådt i tilsagnet. Tilskud omfattet af tilsagnet bortfalder med virkning fra det tilsagnsår, hvori overdragelsen finder sted.

Stk. 7. Modtager Landbrugsstyrelsen ikke ejerskifteerklæring rettidigt i forbindelse med overdragelse af ejendomsretten for et areal, der er omfattet af tilsagn i henhold til en af de i § 1, nr. 2, litra h, angivne tilskudskategorier, anses erhverver ikke som indtrådt i tilsagnet. Tilskud omfattet af tilsagnet bortfalder med virkning fra det tilsagnsår, hvori overdragelsen finder sted. Udbetalt tilskud, der er omfattet heraf, skal tilbagebetales.