BEK 1229/2023 Art. 8
Sejladssikkerhed
Foruden at følge gældende regler for sejlads skal involverede skibe og maritime enheder, herunder vejlederfartøjer, 1) være i stand til at kommunikere med andre skibe på de maritime VHF-kanaler og holde konstant lyttevagt på VHF kanal 16 og andre relevante kanaler og 2) øge deres radarsynlighed, hvis de er under 12 meter i længde overalt, med udstyr beregnet til dette.
Stk. 2. Hvis der, uden for en havns søområde, arbejdes nær de i § 4, stk. 2, nævnte områder, og skibet eller den maritime enhed har en samlet længde på 12 meter og derover, skal skibet eller den maritime enhed være udstyret med et Automatisk Identifikations System (AIS) klasse A.
Stk. 3. Skibe og maritime enheder skal til enhver tid have overblik over skibstrafikken i området, herunder den, der sejler ud fra nærliggende havne, fjorde, sejlløb m.v. og skal være i stand til at 1) varsle skibe, der nærmer sig, om en igangværende aktivitet, 2) vejlede om, hvordan et område kan passeres sikkert, og 3) varsko om restriktioner eller spærringer.
Stk. 4. Hvis de opgaver, som er nævnt i stk. 3, ikke kan varetages fuldt ud af de involverede skibe eller maritime enheder eller fra en landfacilitet, skal der være et eller flere vejlederfartøjer til stede i det område, hvor aktiviteten finder sted, der kan håndtere den i stk. 1 og stk. 3 nævnte kommunikation.
Stk. 5. Et vejlederfartøj må kun føre skibslys og signalfigurer, samt afgive lydsignaler, der er hjemlet i søvejsreglerne, og må ikke ved sin sejlads bringe et skib, som skal vejledes, i en situation, hvor det skal vige for vejlederfartøjet, eller i øvrigt være til gene for andre skibes sejlads.