BEK 1226/2023 · Bekendtgørelse om standardvedtægt for anerkendte a-kasser
BEK 1226/2023 Art. 2
Vedtægten skal i afsnit 7 om a-kassens administration indeholde detaljerede regler om følgende: 1) Den administrative struktur, herunder om a-kassen er centralt administreret eller organiseret i afdelinger e.l. under en fælles ledelse. 2) A-kassens ledelse og de enkelte organers opgaver og kompetence. 3) Beslutningsdygtighed og regler om afstemninger i de enkelte organer. 4) Hvem der er tegningsberettigede. 5) Indkaldelse af a-kassens øverste myndighed (delegeretmødet, generalforsamlingen e.l.). 6) Procedure for valg af delegerede eller repræsentanter, ledelse og revision. 7) Valgperiodernes længde samt supplering ved vakance. 8) Regler for ekstraordinær indkaldelse af a-kassens øverste myndighed. 9) Urafstemning.
Stk. 2. Den ansvarlige statsautoriserede revisor vælges af a-kassens øverste myndighed. Det samme gælder evt. andre revisorer.
Stk. 3. Alle valg af medlemmer til hovedbestyrelsen og valg af revisorer skal straks meddeles Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Det samme gælder ved supplering i valgperioden.
Stk. 4. Bestemmelserne i vedtægtens afsnit 7 må ikke være i strid med reglerne i standardvedtægten.