BEK 900/2023 Art. 42
Bevisers gyldighed, fornyelse, generhvervelse og dispensationer
Beviser efter denne bekendtgørelse udstedes af Søfartsstyrelsen, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Når der for udstedelse af sønærings- og kvalifikationsbeviser kræves bestået eksamen, prøve eller gennemført kursus, skal disse være bestået eller gennemført inden for de forudgående 5 år for datoen for udstedelse af beviset.
Stk. 3. Beviser, der udstedes i henhold til §§ 4-7, 17 og 25 kan endvidere udstedes i et godkendt format af personer eller institutioner, der af Søfartsstyrelsen bemyndiges dertil. Anmodning om bevis kan også indgives til Søfartsstyrelsen, jf. dog § 52.
Stk. 4. Beviser, der udstedes i henhold til §§ 9-15, 18-22, 24, 28, 34-39 og 47, kan udstedes med en gyldighed på op til 5 år fra udstedelsesdatoen. Beviser, der udstedes i henhold til §§17 og 29 udstedes uden udløb.
Stk. 5. Beviser, bortset fra beviser efter §§ 17, 29 og 35-39, skal forsynes med STCW-konventionspåtegning.
Stk. 6. Beviser efter §§ 29-30 og 32-39 skal forsynes med STCW-F-konventionspåtegning.
Stk. 7. Anmodning om bevis indgives til Søfartsstyrelsen ved anvendelse af Søfartsstyrelsens system til digital ansøgning.
Stk. 8. Et bevis anses at ækvivalere øvrige beviser som anført i bekendtgørelsens bilag 1. Af bilag 1 fremgår endvidere de enkelte bevisers STCW/STCW-F konventionspåtegninger m.m.