BEK 802/2023 · Bekendtgørelse om samarbejde om sikkerhed og sundhed på virksomheder i Grønland
BEK 802/2023 Art. 38
Kriminalretlige foranstaltninger
Foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland idømmes den, der 1) overtræder § 4, stk. 2, §§ 5-7, § 9, stk. 2, § 17, stk. 3, § 24, stk. 1, § 26, stk. 1 og §§ 27-33, 2) ikke efterkommer påbud udstedt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser, eller 3) tilsidesætter vilkår for dispensationer efter bekendtgørelsen.
Stk. 2. Ved udmåling af en foranstaltning skal det betragtes som en skærpende omstændighed, 1) at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, 2) at der ved overtrædelsen er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor, 3) at der tidligere er afgivet påbud efter § 60, stk. 1 eller 2, i lov om arbejdsmiljø i Grønland for det samme eller tilsvarende forhold, eller 4) at der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.
Stk. 3. For overtrædelse af § 4, stk. 2, §§ 5-7, § 9, stk. 2, § 17, stk. 3, § 24, stk. 1, § 26, stk. 1 og §§ 27-32, samt forhold omfattet af stk. 1, nr. 2, kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom. Det er en betingelse for bødeansvaret, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan. For bødeansvar efter denne bestemmelse finder § 128, stk. 4, i kriminallov for Grønland ikke anvendelse. Ved bødens udmåling finder stk. 2, nr. 2-4, tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. For overtrædelser, der begås af juridiske personer, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner, kommunale fællesskaber, der er omfattet af § 64 i landstingslov om de grønlandske kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser mv., Grønlands Hjemmestyre og staten, kan selskabet m.v. som sådant idømmes bøde.