BEK 1358/2022 Art. 14
Bortfald og tilbagebetaling af tilskud
Tilskuddet kan bortfalde helt eller delvist, og et allerede udbetalt tilskud kan kræves tilbagebetalt helt eller delvist eventuelt med tillæg af renter, hvis: 1) Ansøger har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen og tilsagnet. 2) Betingelserne for at yde tilsagn ikke længere er til stede, herunder bl.a. hvis tilsagnsmodtager eller partnere forsømmer deres forpligtelser, herunder overtræder de gældende regler og vilkår for tilsagnet. 3) Projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med de godkendte planer og betingelser, herunder at projektet ikke når de forudsatte mål for output og resultater. 4) Der i øvrigt uberettiget er modtaget tilskud. 5) Der ikke rettidigt er indsendt statusrapporter, herunder slutrapport eller afsluttende regnskab. 6) Vilkårene i det accepterede tilsagn ikke er overholdt. 7) Forudsætningerne for tilsagn er væsentligt ændrede, f.eks. at tilsagnsmodtager eller økonomiske partnere går konkurs, træder i likvidation, tages under rekonstruktionsbehandling, afhændes, eller hvis der foretages udlæg eller arrest hos tilsagnsmodtager eller økonomiske partnere. 8) Der i øvrigt foreligger omstændigheder, som gør, at tilskuddet ikke kan udbetales. 9) De gældende regler ikke overholdes.
Stk. 2. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan bestemme, at bortfald af tilskud efter stk. 1 fastsættes forholdsmæssigt under hensyn til proportionalitetsprincippet samt til art og betydning af tilsagnsmodtagers tilsidesættelse af tilsagnsmodtagers forpligtelser. Følgende satser kan anvendes: 1) Ved alvorlige tilsidesættelser af tilsagnsmodtagers forpligtelser fastsat i denne bekendtgørelse eller i tilsagnets vilkår, herunder gentagne forsømmelser: Op til 100 pct. af det samlede tilskud. 2) Ved mindre alvorlige tilsidesættelser af tilsagnsmodtagers forpligtelser fastsat i denne bekendtgørelse eller i tilsagnets vilkår: Op til 50 pct. af det samlede tilskud.
Stk. 3. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan i særlige tilfælde beslutte, at de i stk. 2 nævnte satser ikke finder anvendelse.