BEK 1194/2022 · Bekendtgørelse om forsyningspligtydelser
BEK 1194/2022 Art. 22
Ansøgning om underskudsfinansiering af forsyningspligten
Bidrag fra udbydere, som nævnt i § 21, stk. 1, indbetales til Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur senest 4 uger efter, at Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur har bekendtgjort bidragenes størrelse over for de enkelte udbydere. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur udbetaler de indbetalte bidrag til forsyningspligtudbyderen snarest muligt efter udløb af fristen for indbetaling.
Stk. 2. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur har udpantningsret for beløb som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur er ikke forpligtet til at betale yderligere beløb til forsyningspligtudbyderen end de faktisk indkomne bidrag fra sektoren, jf. stk. 1. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur skal i tilfælde af manglende betaling af bidrag foretage de fornødne tiltag med henblik på inddrivelse af bidraget, jf. stk. 2.
Stk. 4. Hvis der ved udpantning, jf. stk. 2 og 3, ikke har kunnet opnås dækning for bidrag, som er søgt inddrevet hos en eller flere af de bidragspligtige udbydere, opgør og opkræver Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur et beløb til dækning af disse bidrag hos de øvrige bidragspligtige udbydere, jf. § 21, stk. 1, som hæfter pro rata for betalingen heraf. De bidragspligtige udbydere, der har betalt supplerende bidrag på grund af manglende betaling fra en eller flere andre bidragspligtige udbydere, kan gøre krav på skadesløsholdelse gældende over for disse og deres eventuelle konkursbo.