BEK 459/2022 Art. 3
Enhver som, ud fra et forsvarshensyn, har behov for undtagelse fra visse bestemmelser i REACH-forordningen eller CLP-forordningen for et stof, en blanding eller en artikel, som alene tjener forsvarsformål eller den nationale sikkerhed, skal ansøge Miljøstyrelsen herom.
Stk. 2. Ansøgningen skal være Miljøstyrelsen i hænde senest seks måneder, før stoffet, blandingen eller artiklen importeres til eller anvendes i Danmark. Ansøgningen skal indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag 1, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Ansøgningen skal endvidere indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag 2, hvis der ansøges om undtagelse fra følgende bestemmelser i REACH-forordningen: 1) afsnit II om registrering af stoffer, 2) afsnit VII om godkendelse, eller 3) afsnit VIII om begrænsninger for fremstilling, markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer, blandinger og artikler.
Stk. 4. Der skal indsendes en ny ansøgning i overensstemmelse med stk. 1, for en blanding, der er omfattet af en afgørelse om undtagelse efter § 5, hvis klassificeringen eller mærkningen ændres i medfør af CLP-forordningen, som følge af at sammensætningen eller klassificeringen af de stoffer, som indgår i blandingen ændres.