BEK 347/2022 Art. 2
Anvendelsesområde og definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Biomasse: Materiale, som fremgår af bilag 1 i lov om fremme af vedvarende energi. 2) Elproduktionsanlæg: Teknisk enhed til elproduktion med eget GSRN-nummer. 3) Driftsomkostninger: Omkostninger forbundet med driften af det støttede anlæg, herunder også brændselsomkostninger. 4) Fyldestgørende ansøgning: Når Energistyrelsen har modtaget alle nødvendige oplysninger til at kunne træffe en afgørelse om tilsagn om pristillæg. 5) Idriftsættelsestidspunktet for anvendelse af biomasse: Det tidspunkt, hvor elproduktionsanlægget er begyndt at levere elektricitet til elforsyningsnettet fra afbrænding af biomasse. 6) Kriseramt virksomhed: Virksomhed, som er kriseramt i medfør af definitionerne i Fællesskabets gældende retningslinjer for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder som ændret eller erstattet, jf. punkt 16 i Europa-Kommissionens Retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020 (2014/C 200/01). 7) Stor virksomhed: Virksomhed, som ikke er en SMV omfattet af definitionen i Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, (EU-Tidende 2003, nr. 124 af 20. maj 2003, s. 36).