Bibliothèque juridique et analyse de dossiers · Autriche · Belgique · Union européenne
LAWxPERT Connexion Compte gratuit

BEK 1077/2021 · Bekendtgørelse om økologisk arealtilskud

BEK 1077/2021 Art. 3

Definitioner

En vigueurTexte officiel

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Aktiv landbruger: Aktiv landbruger som omhandlet i artikel 9 i forordning (EU) nr. 1307/2013, som den finder anvendelse i grundbetalingsordningen, jf. bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v., jf. dog § 44, stk. 3, i nærværende bekendtgørelse. 2) Landbrugsareal: Areal, der er udlagt som agerjord, permanent græsareal og permanent græsningsareal eller areal med permanente afgrøder, som defineret i artikel 4 i forordning (EU) nr. 1307/2013. 3) Bedrift: Bedrift, som defineret i artikel 4, stk. 1, litra b, i forordning (EU) nr. 1307/2013. 4) Tilsagnsareal: Areal, der er omfattet af tilsagn om basistilskud. 5) Tilsagnsperiode: Periode for tilsagn om tilskud, der begynder den 1. september i det kalenderår, hvori den pågældende ansøgningsperiode for ansøgning om tilsagn om tilskud begynder. Tilsagnsperioden slutter den 31. august tre år senere, hvis tilsagnsperioden begynder i 2021 eller senere, og den 31. august fem år senere, hvis tilsagnsperioden begynder før 2021. 6) Tilsagnsår: Det enkelte år i tilsagnsperioden. Tilsagnsåret begynder den 1. september og udløber den 31. august det efterfølgende år. 7) Ansøgt areal: Areal, for hvilket der er ansøgt om tilsagn om basistilskud og eventuelt om tilsagn om tillæg. 8) Mark: Et sammenhængende jordstykke, som i tilsagnsskema anmeldes med et marknummer, og et sammenhængende jordstykke, som i fællesskema anmeldes med et marknummer og en afgrødekode. 9) Frist for indgivelse af fællesskema: Den frist for Landbrugsstyrelsens modtagelse af fællesskema, der er fastsat i de regler herom, der er gældende på det pågældende tidspunkt, og som ved nærværende bekendtgørelses ikrafttræden er fastsat i bekendtgørelse nr. 1737 af 27. november 2020 om markblok, elektronisk fællesskema og elektroniske tilsagnsskemaer. 10) Overdragelse af arealer: Det økonomiske ansvar for driften af arealerne overdrages til en anden fysisk eller juridisk person ved salg, bortforpagtning, ophør af forpagtning eller en tilsvarende form for overdragelse. 11) Erhverver: En fysisk eller juridisk person, som overtager det økonomiske ansvar for driften af et eller flere arealer fra en anden fysisk eller juridisk person ved køb, forpagtning, ophør af forpagtning eller en tilsvarende form for erhvervelse. 12) Areal, der er støtteberettiget efter grundbetalingsordningen: Areal, der er støtteberettiget efter reglerne for grundbetalingsordningen, idet der dog for tilsagn om tilskud i medfør af bekendtgørelse nr. 80 af 28. januar 2015 om økologisk arealtilskud, eller nærværende bekendtgørelse gælder følgende: a) Der er ikke krav om, at ansøger råder over betalingsrettigheder. b) For tilsagn om tilskud for en tilsagnsperiode, der begynder den 1. september i årene 2016, 2017 eller 2018, finder bestemmelserne i § 15 og § 16, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 1377 af 1. december 2015 om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v., eller senere bestemmelser, der måtte afløse de nævnte bestemmelser, ikke anvendelse. For tilsagn om tilskud for en tilsagnsperiode, der begynder den 1. september 2019 eller senere, finder bestemmelserne i § 5 og § 11, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 344 af 2. april 2019 om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v., eller senere bestemmelser, der måtte afløse de nævnte bestemmelser, ikke anvendelse. 13) Braklagte arealer: Braklagte arealer, som defineret i bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 1377 af 1. december 2015 om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. eller senere bestemmelse, der måtte afløse den nævnte bestemmelse. 14) Kalenderår k-1 og k-2: Kalenderår k-1 er det kalenderår, der går forud for kalenderåret, hvor tilsagnsperioden begynder. Kalenderår k-2 er det kalenderår, der går forud for kalenderår k-1. 15) Planperiode: En planperiode for gødningsplanlægning samt gødningsregnskab i henhold til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag, dog planperiode, som defineret i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, hvis denne definition var gældende for den pågældende planperiode. 16) Revisionsklausul: Revisionsklausul, som omhandlet i artikel 48 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005. 17) Afgrødegruppe: Afgrødegruppe, som fastlagt i artikel 17, stk. 1, litra e, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, betingelserne for afslag eller tilbagetrækning af betalinger og administrative sanktioner vedrørende direkte betalinger, støtte til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse. 18) Overtrædelse: »manglende opfyldelse« eller »manglende overholdelse«, som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 2, litra a, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014. 19) § 3-areal: Areal, der er en beskyttet naturtype i medfør af § 3 i lov om naturbeskyttelse. 20) Sammenhængende areal: Et areal betragtes som sammenhængende, hvis der mellem dele af arealet inden for den samme markblok er en passage, for hvilken betingelserne for tilsagn om tilskud kan opfyldes, og som er mindst fire meter bred. Definitionen finder anvendelse for tilsagn om tilskud for en tilsagnsperiode, der begynder den 1. september 2019 eller senere, og for ansøgninger herom, jf. nr. 12, litra b, 2. pkt. 21) Register for Gødningsregnskab: Det register, der føres i medfør af § 5, stk. 1, i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag, og som tidligere blev ført i medfør af § 2 i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.