BEK 1747/2020 Art. 30
Tilsyn med slagtekyllinger, der er indleveret til slagtning
Ved indlevering af slagtekyllinger til et fjerkræslagteri skal den besætningsansvarlige sikre, at kyllingerne er ledsaget af oplysninger om afstamning eller race, den daglige dødelighed og den samlede dødelighed. Disse oplysninger samt antallet af slagtekyllinger, der er døde ved ankomsten, skal under tilsyn af en dyrlæge fra Fødevarestyrelsens Kødkontrol registreres med angivelse af bedriften og huset. Oplysningernes pålidelighed skal under tilsyn af en dyrlæge fra Fødevarestyrelsens Kødkontrol kontrolleres under hensyn til antallet af slagtekyllinger, der slagtes, og antallet af slagtekyllinger, der er døde ved ankomsten til slagteriet.
Stk. 2. Hvis der på baggrund af tilsynet efter stk. 1 er grund til at antage, at der kan være velfærdsproblemer på den bedrift eller i det hus, som de pågældende slagtekyllinger hidrører fra, herunder at den besætningsansvarlige anvender en højere maksimal belægningsgrad end 33 kg levende vægt pr. m 2 friareal uden at opfylde betingelserne i §§ 25-27, indberetter Fødevarestyrelsens Kødkontrol det straks til Fødevarestyrelsens Veterinærenhed. Hvis forholdene skønnes at være mindre væsentlige, kan Fødevarestyrelsens Kødkontrol dog i stedet vejlede den besætningsansvarlige om, at der skal rettes op på utilstrækkelige forhold på bedriften i det pågældende hus. Hvis de påpegede forhold ikke er udbedret ved modtagelsen af kyllinger fra den næste flok slagtekyllinger fra samme hus, skal Fødevarestyrelsens Kødkontrol indberette det til Fødevarestyrelsens Veterinærenhed.