Bibliothèque juridique et analyse de dossiers · Autriche · Belgique · Union européenne
LAWxPERT Connexion Compte gratuit

BEK 1457/2020 · Bekendtgørelse om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler om fri bevægelighed (EU-opholdsbekendtgørelsen)

BEK 1457/2020 Art. 18

Tidsubegrænset ophold

En vigueurTexte officiel

En unionsborger, der har haft lovligt ophold her i landet uafbrudt i 5 år, har ret til tidsubegrænset ophold her i landet, jf. dog stk. 2. Ingen af de bestemmelser, der er nævnt i kapitel 2 og 3, kan begrænse denne ret.

Stk. 2. For unionsborgere, hvis ret til ophold følger af § 16, stk. 1, eller § 17, stk. 1, om familiemedlemmers bevarelse af opholdsretten efter hovedpersonens død eller udrejse eller efter ophør af ægteskab, er retten til tidsubegrænset ophold dog betinget af, at den pågældende forinden har opnået et selvstændigt opholdsgrundlag efter § 5, stk. 1-3, eller §§ 6-8 10) Dvs. er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende (§ 5, stk. 1-3), er en person med tilstrækkelige midler (§ 6), er studerende (§ 7) eller er udstationeret (§ 8). , eller at den pågældende forinden efter reglerne i kapitel 3 har fået status af familiemedlem til en hovedperson, der opfylder betingelserne i én af de nævnte bestemmelser.

Stk. 3. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for: 1) Tredjelandsstatsborgere, der som udstationerede har haft lovligt ophold her i landet efter § 8, stk. 2, uafbrudt i 5 år. 2) Tredjelandsstatsborgere, der har haft lovligt ophold her i landet som familiemedlemmer til en hovedperson uafbrudt i 5 år. 3) Tredjelandsstatsborgere, hvis ret til ophold som familiemedlemmer er bevaret efter hovedpersonens død eller efter ophør af ægteskab, jf. § 16, stk. 2, eller § 17, stk. 2, jf. stk. 3, når den pågældende har haft lovligt ophold her i landet uafbrudt i 5 år.

Stk. 4. Ophold som nævnt i stk. 1 og 3, anses ikke for afbrudt ved 1) midlertidige ophold uden for landet, der ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, 2) fravær af længere varighed, som skyldes værnepligt, eller 3) ét fravær af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde.

Stk. 5. Ophold som nævnt i stk. 1 og 3 anses for afbrudt ved en gennemført udsendelsesafgørelse vedrørende den pågældende.