Bibliothèque juridique et analyse de dossiers · Autriche · Belgique · Union européenne
LAWxPERT Connexion Compte gratuit

BEK 1159/2020 · Bekendtgørelse om programvirksomhed på grundlag af registrering

BEK 1159/2020 Art. 2

Anvendelsesområde

En vigueurTexte officiel

Et fjernsynsforetagende eller en udbyder af en on demand audiovisuel medietjeneste hører under dansk myndighed, hvis fjernsynsforetagendet eller udbyderen har sit hovedkontor i Danmark, og de redaktionelle beslutninger om fjernsynsudsendelsen eller den on demand audiovisuelle medietjeneste træffes i Danmark.

Stk. 2. Hvis et fjernsynsforetagende eller en udbyder af en on demand audiovisuel medietjeneste har sit hovedkontor i Danmark, men de redaktionelle beslutninger om fjernsynsudsendelsen eller den on demand audiovisuelle medietjeneste træffes i en anden EU-medlemsstat, anses udbyderen for at høre under myndigheden i den EU-medlemsstat, hvor en betydelig del af de medarbejdere, der er beskæftiget med den programrelaterede virksomhed, arbejder. Hvis en betydelig del af de medarbejdere, der er beskæftiget med den programrelaterede virksomhed, arbejder i såvel Danmark som i den anden EU-medlemsstat, anses udbyderen for at høre under myndigheden i den EU-medlemsstat, hvor hovedkontoret er beliggende. Hvis en betydelig del af de medarbejdere, der er beskæftiget med den programrelaterede virksomhed, ikke arbejder i hverken Danmark eller den anden EU-medlemsstat, anses udbyderen for at høre under myndigheden i den EU-medlemsstat, hvor den først påbegyndte sin virksomhed i overensstemmelse med lovgivningen i denne medlemsstat, forudsat at den opretholder en stabil og reel forbindelse til denne medlemsstats økonomi.

Stk. 3. Ved redaktionel beslutning, jf. stk. 1 og 2, forstås en beslutning, der træffes regelmæssigt med henblik på at udøve et redaktionelt ansvar, og som er knyttet til den daglige drift af et fjernsynsforetagende eller en on demand audiovisuel medietjeneste.

Stk. 4. Hvis et fjernsynsforetagende eller en udbyder af en on demand audiovisuel medietjeneste har sit hovedkontor i Danmark, men beslutninger om fjernsynsudsendelsen eller den on demand audiovisuelle medietjeneste træffes i et tredjeland, eller omvendt, anses udbyderen for at høre under dansk myndighed, forudsat at en betydelig del af det personale, der er beskæftiget med fjernsynsvirksomheden eller den on demand audiovisuelle programvirksomhed, arbejder i Danmark.

Stk. 5. Et fjernsynsforetagende eller en udbyder af en on demand audiovisuel medietjeneste, som ikke hører under dansk myndighed eller nogen anden EU-medlemsstats myndighed efter reglerne i stk. 1-4, anses for at høre under dansk myndighed: 1) hvis foretagendet eller udbyderen benytter en satellit-uplink fra Danmark, eller 2) hvis foretagendet eller udbyderen ikke benytter en satellit-uplink fra Danmark, men dog benytter satellitkapacitet, der tilhører Danmark.

Stk. 6. Hvis det ikke ud fra stk. 1-5 kan afgøres, hvorvidt et fjernsynsforetagende eller en udbyder af en on demand audiovisuel medietjeneste hører under dansk myndighed eller en anden EU-medlemsstats myndighed, er den kompetente myndighed i den EU-medlemsstat, hvori foretagendet eller udbyderen er etableret i henhold til artikel 49-55 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsområde.