BEK 911/2020 · Bekendtgørelse om deltagerbetaling ved almen voksenuddannelse og gymnasiale enkeltfag
BEK 911/2020 Art. 3
Gymnasiale enkeltfag
Institutionen skal opkræve deltagerbetaling af kursister på gymnasial enkeltfagsundervisning (hf-enkeltfag) for deltagelse i undervisning og prøver samt af selvstuderende opkræve betaling for at gå til prøve.
Stk. 2. Den almindelige deltagerbetaling for kursister og betalingen for at gå til prøve for selvstuderende udgør 550 kr. pr. fag i følgende gymnasiale enkeltfag: 1) Billedkunst. 2) Biologi. 3) Dans. 4) Dansk. 5) Dansk som andetsprog. 6) Design og arkitektur. 7) Dramatik. 8) Engelsk. 9) Fransk. 10) Fysik. 11) Geografi. 12) Historie. 13) Idræt. 14) Kemi. 15) Matematik. 16) Mediefag. 17) Musik. 18) Naturgeografi. 19) Psykologi. 20) Religion. 21) Samfundsfag. 22) Tysk.
Stk. 3. For øvrige gymnasiale enkeltfag udgør den almindelige deltagerbetaling for kursister og for at gå til prøve for selvstuderende 1.400 kr. pr. fag.
Stk. 4. Med fag i stk. 2 og 3 forstås: 1) Et forløb, der efter læreplanerne i de gymnasiale uddannelser afsluttes med prøve. 2) Et fagelement, jf. lov om de gymnasiale uddannelser § 41, stk. 1.