Bibliothèque juridique et analyse de dossiers · Autriche · Belgique · Union européenne
LAWxPERT Connexion Compte gratuit

BEK 440/2020 · Bekendtgørelse om ordblindeundervisning for voksne

BEK 440/2020 Art. 10

Optagelse til og deltagelse i undervisningen m.v.

En vigueurTexte officiel

Alle, der efter undervisningspligtens ophør har basale vanskeligheder med at tilegne sig skriftsproget, og som har forudsætninger for at følge OBU med udbytte, har adgang til undervisningen, jf. dog stk. 5-7 og jf. lovens § 2 a.

Stk. 2. OBU udbydes åbent, og kan ikke forbeholdes en bestemt deltagerkreds, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. OBU, der af uddannelsesinstitutionen gennemføres lokalt på såvel offentlige som private virksomheder, i foreninger og faglige organisationer, på uddannelsesinstitutioner m.v., kan forbeholdes de ansatte på den eller de pågældende virksomheder, medlemmer af den eller de pågældende foreninger eller faglige organisationer, uddannelsessøgende på den eller de pågældende institutioner m.v.

Stk. 4. Uddannelsesinstitutionen tilbyder deltageren en indledende samtale og vurderer, om OBU kan være et relevant tilbud. Afviste deltagere vejledes om relevante undervisningstilbud, der kan tilgodese deltagerens undervisningsbehov.

Stk. 5. Vurderer uddannelsesinstitutionen, at OBU kan være det rette tilbud, foretages en afdækning af deltagerens skriftsproglige færdigheder. Ved afdækningen skal anvendes testmateriale, som stilles til rådighed af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Afdækningen foretages af en person med forudsætninger herfor.

Stk. 6. Viser testen, at deltageren opfylder betingelserne for at modtage OBU, indstilles det til lederen af voksenuddannelsescenteret, at deltageren tilbydes undervisning, og der afgives forslag til undervisningens mål, omfang og tilrettelæggelse. Driftsoverenskomstparter afgiver indstilling herom til lederen af det voksenuddannelsescenter, som de har indgået driftsoverenskomst med.

Stk. 7. Lederen af voksenuddannelsescenteret træffer afgørelser om den enkelte deltager, herunder alle afgørelser om ordblindeundervisning er et relevant tilbud for deltageren, om iværksættelse af undervisningen og om tilbuddets omfang.