BEK 768/2018 · Bekendtgørelse om tilskud m.v. til private institutioner for gymnasiale uddannelser
BEK 768/2018 Art. 11
Opgørelse af årselever m.v.
Antallet af årselever eller årskostelever opgøres på grundlag af antal elever og kursister, der er indmeldt på institutionen på en på forhånd fastsat dag (tælledagen) i hver tælleperiode. I opgørelsen indgår elever og kursister, der har CPR-nr., elever og kursister, der efter lov om Det Centrale Personregister ikke skal registreres i CPR, elever og kursister, der er omfattet af overenskomst om nordisk uddannelsesfællesskab på det gymnasiale niveau, og grønlandske elever og kursister.
Stk. 2. Elever og kursister indgår i årselevberegningen, hvis de pågældende 1) er optagelsesberettigede på uddannelsen eller undervisningen, 2) er optaget på uddannelsen eller undervisningen i tælleperioden og er studieaktive efter reglerne om den pågældende uddannelse eller undervisning og 3) er optaget på uddannelsen eller undervisningen på tælleperiodens tælledag.
Stk. 3. Elever på uddannelsen til almen studentereksamen og den toårige uddannelse til hf-eksamen kan ikke indgå i institutionens årselevberegning for enkeltfag. En elev, der følger undervisning i et gymnasialt valgfag på en anden institution end den, hvor eleven er indskrevet på den gymnasiale uddannelse, kan ikke indgå i årselevberegningen på den anden institution.
Stk. 4. En privat institution kan få tilskud for kursister på enten dansk C, engelsk C eller samfundsfag C som hf-enkeltfag, der er blevet optaget som elever på 2. del af grundforløbet i et eux-forløb, hvor formålet er at opnå adgang til eux-forløbets hovedforløb. Disse kursister indgår i institutionens årselevberegning for enkeltfag.