BEK 279/2018 Art. 6
Behandling af ansøgningen
Kommunalbestyrelsen skal snarest muligt efter modtagelsen af en ansøgning om optagelse på valglisten undersøge, om den er indgivet rettidigt, jf. § 2, stk. 3-5, og i bekræftende fald tillige, om 1) ansøgeren senest den 1. maj i valgåret, jf. § 1, stk. 1, henholdsvis 15 dage før valgdagen, jf. § 1, stk. 2, er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, 2) ansøgeren er fyldt 18 år senest på valgdagen, 3) ansøgningsskemaet er korrekt udfyldt og underskrevet af ansøgeren, jf. § 4, herunder om der er givet oplysning om ansøgerens fulde navn, fødselsdato, statsborgerskab, private bolig (adresse) i Danmark, ansøgerens seneste bopæl (adresse) i hjemlandet samt om, i hvilken valgkreds, kommune eller afstemningsområde ansøgeren senest har været optaget på valglisten til Europa-Parlamentsvalg i hjemlandet, 4) der foreligger en dateret attestation fra Udenrigsministeriet, der bekræfter, at vedkommende er optaget i Udenrigsministeriets protokol, og 5) ansøgeren har underskrevet erklæringen om, at vedkommende kun vil udøve sin valgret til Europa-Parlamentet i Danmark.
Stk. 2. Hvis ansøgningsskemaet er mangelfuldt udfyldt, og/eller dateret attestation fra Udenrigsministeriet ikke foreligger, og disse mangler ikke umiddelbart kan afhjælpes, skal kommunalbestyrelsen snarest muligt give ansøgeren skriftlig meddelelse herom med henblik på, at eventuelle mangler eller uoverensstemmelser kan blive afhjulpet henholdsvis berigtiget.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med skriftlig meddelelse efter stk. 2 gøre ansøgeren opmærksom på, at eventuelle mangler eller uoverensstemmelser skal være afhjulpet senest 15 dage før valgdagen, eller hvis 15.-dagen før valgdagen er en lørdag eller søndag eller anden helligdag, senest den umiddelbart forudgående hverdag, som ikke er en lørdag, jf. § 5, stk. 1.