BEK 271/2018 · Bekendtgørelse om vejnavne og adresser
BEK 271/2018 Art. 4
Fastsættelse af vejnavne m.v.
Når adressemyndigheden skal fastsætte vejnavne til statsveje og private veje, skal det ske under iagttagelse af adresselovens § 4.
Stk. 2. Vejnavne skal fastsættes således, at de under iagttagelse af hensynene i § 1, stk. 2, betegner et nærmere bestemt, sammenhængende færdselsareal.
Stk. 3. Når et vej- eller stinet består af eller planlægges udformet med en eller flere forgreninger eller lignende, skal vejnavnene fastsættes under iagttagelse af hensynene i § 1, stk. 2, og således, at der på en hensigtsmæssig måde kan fastsættes husnumre i overensstemmelse med reglerne i § 17, stk. 2 og 3.
Stk. 4. Opdeles en navngiven vej af en permanent og fysisk foranstaltning, hvorved færdselsarealet for den kørende trafik opdeles i flere adskilte dele, skal adressemyndigheden træffe beslutning om, hvorvidt den hidtidige navngivning af vejen stadig opfylder hensynene i § 1, stk. 2, eller om der skal fastsættes nye vejnavne til de adskilte dele af vejen.
Stk. 5. Krydser en navngiven vej en eller flere kommunegrænser, eller fungerer den som adgangsgivende vej for adresser i en anden kommune end den kommune, hvor den fysisk er beliggende, fastsættes vejnavnet efter aftale mellem adressemyndighederne i de berørte kommuner. Hvor det er relevant, skal dette ske under iagttagelse af adresselovens § 4.