BEK 271/2018 · Bekendtgørelse om vejnavne og adresser
BEK 271/2018 Art. 30
Fastsættelse af adresser
For ejendomme, der anvendes af flere virksomheder, gælder, udover de generelle regler for fastsættelse af adresser i § 26, følgende særlige regler i stk. 2-5. Ved »flere virksomheder« forstås i denne sammenhæng flere produktionsenheder (p-enheder), jf. CVR-lovens § 4, som ikke udøves af samme juridiske enhed (CVR-nr.), jf. CVR-lovens § 3, eller af juridiske enheder i samme koncern, jf. selskabslovens § 5, nr. 19.
Stk. 2. Der skal fastsættes mindst én adresse for hver udefra kommende indgangsdør, som udgør hovedadgangsvej til en produktionsenhed eller til en funktion, hvortil offentligheden har adgang, eller som kan være genstand for offentligt tilsyn.
Stk. 3. Giver en indgangsdør, jf. stk. 2, adgang til flere etager, fastsættes mindst én adresse pr. etage. Fastsættes kun én adresse på en etage, skal der ikke fastsættes dørbetegnelse.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for liberale erhverv, herunder frisør, dagpleje eller lignende, der udøves fra en bolig registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR), og som har en sådan form, at de sædvanligvis kan udøves i forbindelse med en bolig.
Stk. 5. Uanset stk. 2 kan adressemyndigheden bestemme, at der ikke skal fastsættes en særskilt adresse til indgangs-døre i særligt afgrænsede områder, hvortil adgangsvejen er begrænset og kontrolleret, som f.eks. forlystelsesparker.
Stk. 6. Uanset stk. 2 kan adressemyndigheden bestemme, at der ikke skal fastsættes særskilt adresse for indgangsdøre, som fra bygningens facade mod vej giver adgang til butiksenheder eller lignende, hvis der i facaden i forvejen findes en anden indgangs- eller opgangsdør, hvortil der er fastsat husnummer samt en eller flere adresser.
Stk. 7. Anvender adressemyndigheden reglen i stk. 6, skal der til den husnummererede indgangs- eller opgangsdør fastsættes en adresse, som alene består af vejnavn og husnummer, således at de pågældende butiksenheder kan anvende denne.