BEK 1019/2017 Art. 13
Anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge på delvis lukkede, sikrede og særligt sikrede institutioner
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service, i overensstemmelse med planen for indsatsen, jf. udlændingelovens § 62 t. Samtidig med valg af anbringelsessted skal der tages stilling til den uledsagede mindreårige udlændings skolegang. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end den kommune, hvor den uledsagede mindreårige udlænding er indkvarteret, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, har kommunen, hvor indkvarteringsstedet er beliggende, pligt til at underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen.
Stk. 2. Ved valg af anbringelsessted skal kommunen vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme den uledsagede mindreårige udlændings behov. Kommunen skal lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer.
Stk. 3. Hvis den uledsagede mindreårige udlænding har søskende, der er anbragt, skal kommunalbestyrelsen vælge samme anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller den uledsagede mindreårige udlændings behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal forud for anbringelsen udpege den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, til at være dennes støtteperson under anbringelsen. Kommunen kan efter behov dække den uledsagede mindreårige udlændings repræsentants, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, udgifter til telefon, transport og lignende.