Bibliothèque juridique et analyse de dossiers · Autriche · Belgique · Union européenne
LAWxPERT Connexion Compte gratuit

BEK 589/2017 · Bekendtgørelse om udtømning af olie fra skibe i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland

BEK 589/2017 Art. 5

Udtømning af olie i det arktiske havområde

En vigueurTexte officiel

I det arktiske havområde må udtømning af olie eller olieholdige blandinger ikke finde sted, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Såfremt et kategori A-skib, der er bygget før den 1. januar 2017, ikke kan overholde forbuddet i stk. 1, for så vidt angår olie eller olieholdige blandinger, der stammer fra skibets maskinrum, og det er sandsynligt, at skibet skal operere i det arktiske havområde kontinuerligt i mere end 30 dage, skal skibet sende en skriftlig anmeldelse til Miljøstyrelsen før den planlagte sejlads.

Stk. 3. Anmeldelsen skal indeholde følgende oplysninger: 1) Skibsnavn, IMO-nr. og skibets kendingsnummer eller ‑bogstaver. 2) Skibets hjemsted. 3) Skibets bruttotonnage. 4) Skibets kapacitet til opbevaring af olie. 5) Den planlagte sejlads varighed. 6) Skibets næstkommende mellemliggende syn eller fornyelsessyn.

Stk. 4. Såfremt Miljøstyrelsen ikke senest 2 uger efter modtagelsen af anmeldelsen meddeler, at skibet ikke kan anses at opfylde kriterierne i stk. 2, kan skibet efter betingelserne i stk. 5 foretage udtømning af olie eller olieholdige blandinger, der stammer fra skibets maskinrum.

Stk. 5. Udtømning af olie eller olieholdige blandinger, der stammer fra skibets maskinrum, må kun finde sted, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Skibet skal gøre fart gennem vandet. 2) Skibet skal anvende et filtersystem, som opfylder bestemmelserne i regel 14, stk. 7, i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, Teknisk forskrift for skibes bygning og udstyr m.v., kapitel XXI; Forebyggelse mod olieforurening fra skibe. 3) Olieindholdet i udløbet må uden fortynding ikke overstige 15 ppm. 4) Den olieholdige blanding må ikke stamme fra lastpumperum i olietankskibe. 5) Den olieholdige blanding fra olietankskibe må ikke indeholde olierester, der stammer fra lasten.

Stk. 6. Undtagelsen i stk. 2 finder kun anvendelse indtil skibets første mellemliggende syn eller fornyelsessyn efter den 1. januar 2018 afhængig af, hvilket der indtræffer først.