BEK 1585/2016 · Bekendtgørelse om prøver i de maritime uddannelser
BEK 1585/2016 Art. 31
Beviser
Uddannelsesinstitutionen udsteder beviser for gennemført uddannelse, herunder eksamensbeviser, som er sikret mod kopiering.
Stk. 2. Beviser skal som minimum indeholde oplysninger om følgende: 1) Den færdiguddannedes navn og cpr.nr. eller anden tilsvarende identifikation. 2) Den udstedende uddannelsesinstitution. 3) Uddannelsens betegnelse og hjemmel. 4) De enkelte uddannelseselementer, for videregående uddannelser angivet i ECTS-point. 5) De uddannelseselementer, der er aflagt eksamen i, med angivelse af de opnåede bedømmelser. For videregående uddannelser tilføjes for hver karakter efter 7-trinskalen det bogstav fra ECTS-skalaen, som svarer til den pågældende karakter. 6) Beviset må ikke indeholde oplysninger om studiestartprøven, jf. § 10. 7) De på anden vis dokumenterede uddannelseselementer. 8) Meritoverførte prøver, eventuelt med angivelse af de opnåede bedømmelser som Bestået, Godkendt eller en karakter efter 7-trinsskalaen. 9) Eksamenssproget, hvis prøven er aflagt på et fremmedsprog bortset fra norsk og svensk. 10) Den betegnelse uddannelsen giver den færdiguddannede ret til på dansk og engelsk. 11) Angivelse af uddannelsens niveau i henholdsvis den danske kvalifikationsramme for livslang læring og i den europæiske kvalifikationsramme for livslang læring eller den danske kvalifikationsramme for videregående uddannelse. 12) Angivelse af de kvalifikationskrav i den internationale konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold, med senere ændringer (STCW-konventionen), som er opfyldt gennem uddannelsen.
Stk. 3. Den færdiguddannede kan tillige få sit bevis udfærdiget på engelsk.
Stk. 4. Som bilag til beviset for videregående uddannelser udsteder institutionen et fremmedsproget Diploma Supplement, der i overensstemmelse med den af EU-Kommissionen, Europarådet og UNESCO/CEPES udviklede standardmodel beskriver uddannelsen samt giver oplysninger om institutionen og om dennes og uddannelsens placering i det danske uddannelsessystem. Bilaget skal omfatte uddannelsens niveau i henholdsvis den danske kvalifikationsramme for livslang læring og i den europæiske kvalifikationsramme for livslang læring eller den danske kvalifikationsramme for videregående uddannelse.
Stk. 5. Samlet bevis for en uddannelse, der er gennemført ved flere institutioner, udstedes af den institution, hvor eleven eller den studerende sidst er indskrevet.
Stk. 6. Beviser med tilhørende bilag attesteres af institutionen.
Stk. 7. Til studerende, der har forladt uddannelsen uden at have gennemført den, skal institutionen på anmodning af deltageren udstede dokumentation for det gennemførte uddannelsesforløb, herunder en liste over beståede dele af uddannelsen.
Stk. 8. Dokumentation som nævnt i stk. 7 skal leve op til andre myndigheders eventuelle krav til bevisets udformning.