BEK 1459/2016 · Bekendtgørelse om kommerciel lokalradiovirksomhed
BEK 1459/2016 Art. 5
Tilladelser
Radio- og tv-nævnet udsteder i henhold til § 4 tilladelser til de i bilag 1 angivne sendenet, i det omfang dette er frekvensteknisk muligt.
Stk. 2. Radio- og tv-nævnet kan i henhold til § 4 endvidere udstede korterevarende tilladelse til de sendenet, der har været udbudt iht. bekendtgørelse nr. 1460 af 2. december 2016 om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed, uden at der har vist sig interesse herfor til ikkekommerciel programvirksomhed. En sådan tilladelse kan maksimalt udstedes for en periode på 3 år.
Stk. 3. Programtilladelse i henhold til stk. 1 og 2 kan ikke meddeles DR.
Stk. 4. Der kan udstedes flere programtilladelser til samme ansøger. Såfremt der er konkurrence i et sendeområde med tre eller flere sendenet i henhold til bilag 1, kan ikke alle sendenet tildeles samme ansøger, jf. § 22.
Stk. 5. Tilladelseshaver får adgang til at anvende frekvenser under hensyn til de frekvenstekniske muligheder.
Stk. 6. En tilladelseshaver eller et sendesamvirke kan søge Radio- og tv-nævnet om tilladelse til at ændre en frekvens’ geografiske position inden for en radius af 50 km fra den oprindeligt udbudte position. Frekvensen kan ikke ændres. Såfremt der i henhold til bilag 1 er tale om en frekvens, der deles med ikkekommercielle tilladelseshavere, skal flytningen tillige ske i henhold til reglerne i bekendtgørelse nr. 1460 af 2. december 2016 om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed.