BEK 64/2016 Art. 17
Studieordninger og eksamen m.v.
Institutionen fastsætter nærmere regler for obligatoriske forløb i udlandet i en studieordning.
Stk. 2. De obligatoriske forløb skal fremgå af studieordningen for den samlede uddannelse. De studerendes muligheder for frivillige forløb skal fremgå af studieordningen.
Stk. 3. Studieordningen, som udarbejdes på dansk eller engelsk og eventuelt relevant fremmedsprog, skal herudover indeholde følgende elementer: 1) Uddannelsens betegnelse på latin/dansk og engelsk efter reglerne i den relevante uddannelsesbekendtgørelse. 2) Normering angivet i ECTS-point. 3) Placeringen af uddannelsesdele angivet i ECTS-point, som kan gennemføres ved den danske institution og ved samarbejdsinstitutioner. 4) Væsentlige regler om undervisning og afholdelse af eksamen m.v. for de uddannelsesdele, som gennemføres i udlandet, herunder sprog, variation i eksamensformer, antal prøveforsøg og omprøve eller ombedømmelse. 5) Regler om opgaver, herunder bachelorprojekt, kandidatprojekt eller masterprojekt. 6) Øvrige regler, som institutionen finder nødvendige.
Stk. 4. Det skal fremgå af studieordningen, at institutionen kan dispensere fra kravet om, at den studerende skal gennemføre obligatoriske forløb i udlandet, hvis der foreligger usædvanlige forhold.
Stk. 5. Institutionen fastsætter nærmere regler om merit i studieordningen.
Stk. 6. De til enhver tid gældende studieordninger skal være offentligt tilgængelige på institutionens hjemmeside.