BEK 1422/2015 · Bekendtgørelse om husning af mink og hegning af minkfarme
BEK 1422/2015 Art. 8
På farme og i anlæg skal der konstant være opstillet fælder.
Stk. 2. Fælder skal opfylde kravene i den gældende lovgivning.
Stk. 3. Fælderne skal være opstillet langs den indvendige side af hegnet og indvendigt langs væggene i en lukket hal.
Stk. 4. De i stk. 3 omtalte fælder skal opstilles, således at følgende krav er opfyldt: 1) Der skal være 1 fælde på hver side af alle adgangsveje til farmen, anlægget eller den lukkede hal. 2) Der skal være 1 fælde i hvert af hjørnerne i indhegningen eller den lukkede hal, hvis afstanden fra port eller dør til hjørnet er mere end 20 meter. 3) Der skal være 1 fælde pr. hegnsside eller pr. vægside i lukkede haller, hvis siden i hallen er mere end 100 meter lang. 4) Der skal være 1 fælde ved lagerpladser og lignende steder, hvor mink naturligt ville søge skjul. 5) Der skal være 1 fælde ved hver fodersilo-plads.
Stk. 5. Fælderne skal tilses mindst 2 gange dagligt, jf. dog stk. 6.
Stk. 6. De to daglige tilsyn af fælden kan erstattes af et elektronisk fældeopsynssystem. Det elektroniske fældeopsynssystem skal registrere så snart en fælde er udløst. Derudover skal det elektroniske fældeopsynssystem registrere elektroniske fældeopsyn morgen og aften, således at det sikres, at det elektroniske fældeopsynssystem virker efter hensigten, og at fælden ikke er udløst.
Stk. 7. Når det elektroniske fældeopsynssystem har registreret, at en fælde er udløst, må der maksimalt gå 12 timer, inden fælden tilses fysisk. Hvis et elektronisk fældeopsyn udebliver, må der maksimalt gå 6 timer fra registreringen udebliver eller systemet registrerer fejl, til fælden tilses fysisk. Ved opsætning af en fælde med et elektronisk fældeopsynssytem skal fælden tilses mindst 1 gang dagligt i de første tre dage for at sikre, at det elektroniske fældeopsynsstem er aktivt og fungerer korrekt.
Stk. 8. Ved brug af et elektronisk fældeopsynssystem, jf. stk. 6, skal det elektroniske fældeopsynssystem gemme fældeoplysninger i 3 år. De elektroniske fældeoplysninger skal indeholde oplysning om dato og klokkeslæt for udløsning af fælder samt dato, klokkeslæt og resultat af samtlige fældeopsyn. Fældeoplysningerne skal være tilgængelige for den ansvarlige for minkfarmen og skal på forlangende forevises for kontrolmyndigheden.