BEK 907/2015 Art. 93a
Noteoplysninger
En virksomhed, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, og som ikke udarbejder koncernregnskab, skal for de enkelte grupper af udlån og garantier, som er relevante i forhold til dette oplysningskrav, oplyse: 1) Det beløb, der bedst repræsenterer den maksimale kreditrisiko uden hensyn til sikkerheder og andre forhold, der forbedrer kreditkvaliteten. I tilknytning til beløbet oplyses den del heraf, der er indregnet i balancen. 2) En beskrivelse af sikkerheder og andre forhold, der forbedrer kreditkvaliteten, og disses økonomiske effekt i forhold til det beløb, der bedst repræsenterer den maksimale kreditrisiko.
Stk. 2. En virksomhed, som er omfattet af stk. 1, skal for de enkelte grupper give 1) information om kreditkvaliteten på den del af udlånene, der hverken er i restance eller nedskrevne, 2) en aldersfordeling regnet fra forfaldstidspunktet for den del af udlånene, der er i restance, men ikke er nedskrevne, og 3) en fordeling af den del af udlånene, der er individuelt nedskrevne, med angivelse af de faktorer virksomheden har taget i betragtning ved fastsættelse af nedskrivningsbehovene.