BEK 823/2014 · Bekendtgørelse om regler for anmeldelse af priser og betingelser m.v. for elforsyning
BEK 823/2014 Art. 5
Energinet.dk og denne virksomheds helejede datterselskaber skal for så vidt angår systemansvars- og transmissionsydelser anmelde priser, tariffer og betingelser for ydelser samt grundlaget for fastsættelsen af disse, herunder leveringsaftaler, senest 30 dage efter disses vedtagelse, dog senest samtidig med, at priserne, tarifferne og betingelserne træder i kraft, jf. lovens § 76, stk. 3.
Stk. 2. Energinet.dk anmelder hvert år senest 1. juni årsrapport og øvrige regnskaber for det foregående regnskabsår, samt årsrapporter fra helejede datterselskaber.
Stk. 3. Energinet.dk anmelder hvert år inden 1. juni investerings- og finansieringsplaner. Ved ændringer anmeldes revideret plan inden 30 dage efter vedtagelse.
Stk. 4. Ved anmeldelse af årsrapport og regnskaber samt investerings- og finansieringsplaner redegør Energinet.dk samtidig for konstaterede differencer mellem realiserede indtægter og nødvendige omkostninger og forrentning for det pågældende regnskabsår. Endvidere redegøres for den planlagte afvikling af konstaterede differencer.
Stk. 5. Energinet.dk anmelder hvert andet år 10-årige netudviklingsplaner til Energitilsynet, jf. § 7, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1034 af 11. november 2011.
Stk. 6. Energitilsynet kan udarbejde nærmere vejledning til anmeldelse af grundlaget for priser, tariffer og ydelser, jf. stk. 1.