BEK 1190/2013 · Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende
BEK 1190/2013 Art. 1
Beskyttelsesordningen
Bestemmelsen i museumslovens § 29 a, stk. 1, omfatter: 1) stendiger, 2) andre diger, der ejes af offentlige myndigheder, 3) andre diger, der ligger på eller afgrænser naturtyper, der er beskyttede efter naturbeskyttelseslovens § 3, og 4) andre diger, der er angivet på kortbladet for det pågældende område i Geodatastyrelsens kortværk Danmark (1:25.000) i den seneste reviderede udgave forud for den 1. juli 1992.
Stk. 2. Bestemmelsen i lovens § 29 a, stk. 1, gælder dog ikke for: 1) diger eller dele af diger, der ligger i byzone eller sommerhusområde, medmindre diget afgrænser et byzone- eller sommerhusareal fra landzone, jf. dog stk. 4, 2) diger omkring kirkegårde, der er omfattet af lovgivningen om Folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, 3) havediger, jf. dog stk. 3, 4) diger langs vandløb, der alene har til formål at sikre lavtliggende arealer mod oversvømmelse, 5) diger, der alene tjener kystbeskyttelsesformål, 6) diger, der alene tjener til beskyttelse mod sand- eller snefygning og 7) diger, der alene tjener til beskyttelse mod støj (støjvolde).
Stk. 3. Stk. 2, nr. 3, omfatter ikke ældre diger langs landsbygader, når digerne samtidig afgrænser haver mod gaden, samt ældre diger, som afgrænser herregårdsparker og præstegårdshaver.
Stk. 4. Diger eller dele af diger, der ligger på arealer, der som led i frikommuneforsøg overføres fra landzone til byzone eller sommerhusområde uden lokalplan i medfør af § 16 i lov om frikommuner, opretholder deres hidtidige beskyttelse efter reglerne i stk. 1-3 og § 4, stk. 3.
Stk. 5. § 1, stk. 1-4, finder ikke anvendelse på diger, som er omfattet af en beslutning efter § 2 om en konkret udpegning af diger omfattet af lovens § 29 a, stk. 1.