BEK 1092/2010 Art. 20
Anvendelse på dækket basis
Anvendelse af afledte finansielle instrumenter baseret på obligationer, obligationsindeks, pengemarkedsinstrumenter eller renter er på dækket basis, når de 1) ikke forøger foreningens eller afdelingens samlede renterisiko i nogen valuta, 2) ikke medfører, at foreningen eller afdelingen opnår en negativ renterisiko i nogen valuta, 3) ikke forøger foreningens eller afdelingens eksponering overfor en given emittent af obligationer og pengemarkedsinstrumenter eller et givet obligationsindeks, og 4) ikke medfører, at foreningen eller afdelingen opnår en negativ eksponering overfor en given emittent af obligationer og pengemarkedsinstrumenter eller et givet obligationsindeks.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 3 og 4, omfatter ikke indeks, der udelukkende er baseret på værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, som fremgår af § 93, stk. 1, nr. 4, litra a-c, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
Stk. 3. Uanset kriterierne i stk. 1 er anvendelse af afledte finansielle instrumenter baseret på obligationer, obligationsindeks, pengemarkedsinstrumenter eller renter på dækket basis, når foreningen eller afdelingen holder en likviditetsbeholdning svarende til summen af de numeriske værdier af korte og lange nettopositioner i de underliggende obligationer, obligationsindeks, pengemarkedsinstrumenter eller renter.
Stk. 4. Stk. 3 omfatter ikke elementer af likviditetsbeholdningen, der medgår til at afdække afledte finansielle instrumenter baseret på aktier eller aktieindeks i henhold til § 19, stk. 3.