BEK 95/2010 · Bekendtgørelse om miljøbetinget tilskud
BEK 95/2010 Art. 12
Administration
Ansøgning om tilsagn om tilskud skal indgives til FødevareErhverv. Ansøgning, herunder markkort, kan tidligst indgives fra den 1. februar i det år, hvor tilsagnsperioden ønskes påbegyndt, og skal være modtaget samme år senest den dag, hvor fristen for ansøgning om enkeltbetaling udløber, hvorved der i denne bekendtgørelse forstås den frist, der er anført i FødevareErhvervs bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen.
Stk. 2. For nye arealer, der tilgår en jordbrugsbedrift, kan ansøgning om tilsagn om tilskud, herunder markkort, tillige indgives fra dagen efter udløbet af ansøgningsfristen for ansøgning om enkeltbetaling i det år, hvor tilsagnsperioden ønskes påbegyndt, og skal være modtaget i FødevareErhverv senest den 1. september samme år eller i tilfælde, hvor den 1. september er en lørdag, søndag eller mandag, den anden hverdag (lørdag ikke medregnet), der følger herefter. For at en ansøgning kan komme i betragtning, er det en betingelse, 1) at jordbrugsbedriften er autoriseret af Plantedirektoratet til økologisk jordbrugsproduktion eller er omfattet af en ansøgning herom, og at ansøgningen om autorisation er modtaget i Plantedirektoratet senest den dag, hvor ansøgningsfristen for enkeltbetaling udløber i det år, hvor tilsagnsperioden ønskes påbegyndt, og 2) at de nye arealer tilgår jordbrugsbedriften inden for den i nærværende stykke fastsatte ansøgningsperiode for ansøgning om tilsagn om tilskud.
Stk. 3. FødevareErhverv kan i særlige tilfælde dispensere fra de i stk. 1 og 2 fastsatte ansøgningsperioder.