Bibliothèque juridique et analyse de dossiers · Autriche · Belgique · Union européenne
LAWxPERT Connexion Compte gratuit

BEK 1592/2007 · Bekendtgørelse om administration af statsgaranterede studielån, der overføres til Økonomistyrelsen

BEK 1592/2007 Art. 2

En vigueurTexte officiel

Tilbagebetalingen af studielån efter § 1 inkl. renter og omkostninger m.v. skal normalt begynde 1 år efter det tidspunkt, hvor låntager afslutter eller afbryder sin uddannelse. Hvis låntager senere begynder på eller genoptager en uddannelse, udsættes tilbagebetalingen normalt fra dette tidspunkt, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om statsgaranterede studielån. Tilbagebetalingen skal ske med passende rater i forhold til gældens størrelse og inden for en tilbagebetalingsperiode på højst 15 år fra uddannelsens ophør.

Stk. 2. Økonomistyrelsen kan bestemme, at tilbagebetalingen af lånet skal begynde før det i stk. 1, 1. led, anførte tidspunkt, når låntager ikke længere kan anses for at være studieaktiv. Tilbagebetalingen af lånet skal i så fald ske inden for en tilbagebetalingsperiode på højst 15 år.

Stk. 3. Låntager og Økonomistyrelsen kan indgå en frivillig aftale om, at der indbetales ydelser på studielånet, inden tilbagebetalingspligten indtræder. Lånet kan ikke opsiges som misligholdt, selvom en sådan aftale ikke overholdes.

Stk. 4. Hvis en frivillig aftale efter stk. 3 ikke opfylder betingelsen om, at tilbagebetalingen skal ske med passende rater i forhold til gældens størrelse og inden for tilbagebetalingsperioden, jf. stk. 1, skal aftalen ændres, når tilbagebetalingspligten indtræder.

Stk. 5. Lånene tilbagebetales med månedlige ydelser og forrentes med en rente, der fastsættes til CIBOR (Copenhagen Inter Bank Offered Rate) for udlån over en 6 måneders periode med tillæg af et gebyr til dækning af omkostningerne ved administration af lånene. Renten fastsættes for et halvt år ad gangen på baggrund af CIBOR-renten i det forudgående halvår. Renten tilskrives kvartalsvis.