BEK 475/2026 · Bekendtgørelse om ledelse og styring af fondsmæglerselskaber m.fl.
BEK 475/2026 Art. 2
Betryggende foranstaltninger
Bestyrelsen henholdsvis direktionen i et fondsmæglerselskab skal træffe foranstaltninger, der er tilstrækkelige til, at fondsmæglerselskabet drives betryggende.
Stk. 2. Bestyrelsen henholdsvis direktionen skal med henblik på overholdelse af stk. 1 gennemføre foranstaltninger, der er tilstrækkelige for, at bekendtgørelsen overholdes. Foranstaltningerne skal tage højde for fondsmæglerselskabets forretningsmodel samt 1) størrelsen af balancen for fondsmæglerselskabet og dets datterselskaber inden for den tilsynsmæssige konsoliderings anvendelsesområde, 2) om værdien af fondsmæglerselskabets aktiver i og uden for balancen i gennemsnit er lig med eller mindre end 100 mio. euro over den fireårige periode umiddelbart forud for det givne regnskabsår, 3) aktiverne under forvaltning, 4) om fondsmæglerselskabet er autoriseret til at opbevare kunders penge eller aktiver, 5) de beskyttede og administrerede aktiver, 6) mængden af behandlede kundeordrer, 7) omfanget af daglige handelsstrømme, 8) fondsmæglerselskabets geografiske tilstedeværelse og størrelsen af dets aktiviteter i hver jurisdiktion, herunder i tredjelandsjurisdiktioner, 9) fondsmæglerselskabets retlige form, herunder om fondsmæglerselskabet er en del af en koncern og i så fald proportionalitetsvurderingen for koncernen, jf. stk. 2, 1. pkt., 10) hvorvidt fondsmæglerselskabet er børsnoteret, 11) hvorvidt fondsmæglerselskabet har tilladelse til at anvende interne modeller til beregning af kapitalkrav, f.eks. metoden med interne ratings, 12) typen af godkendte aktiviteter, de tjenesteydelser, som fondsmæglerselskabet udfører, eksempelvis afsnit A og B i bilag 1 til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, og andre tjenester, herunder clearingtjenester, som investeringsselskabet udfører, 13) forretningsstrategi, forretningsaktiviteternes art og kompleksitet og fondsmæglerselskabets organisatoriske struktur, 14) fondsmæglerselskabets risikostrategi, risikoappetit og faktiske risikoprofil, jf. § 67, stk. 1, nr. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, også under hensyntagen til resultatet af SREP-kapitalvurderingen og SREP-likviditetsvurderingen, 15) fondsmæglerselskabets ejerskabs- og finansieringsstruktur, 16) kundetypen, 17) de finansielle instrumenters eller kontrakters kompleksitet, 18) de outsourcede funktioner og distributionskanaler, og 19) de eksisterende it-systemer, herunder systemer til forretningskontinuitet og outsourcede funktioner på dette område.