BEK 1652/2010 Art. 4
Værdipapirhandleren skal have metoder og procedurer, der er egnet til at opdage og minimere enhver risiko for, at værdipapirhandleren ikke opfylder sine forpligtelser som værdipapirhandler i henhold til lov om finansiel virksomhed, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, lov om værdipapirhandel m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning og Kommissionens forordning (EF) nr. 1287/2006 af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår registreringsforpligtelser for investeringsselskaber, indberetning af transaktioner, markedsgennemsigtighed, optagelse af finansielle instrumenter til handel samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv, jf. bilag 1. Værdipapirhandleren skal ved opfyldelsen af 1. pkt. tage hensyn til arten, omfanget og sammensætningen af den virksomhed, værdipapirhandleren udøver.
Stk. 2. Værdipapirhandleren skal have en compliancefunktion, der fungerer uafhængigt, og som har følgende ansvarsområder: 1) Kontrol og vurdering af, om metoderne og procedurerne efter stk. 1, 1. pkt., og de foranstaltninger, der træffes for at afhjælpe eventuelle mangler, er effektive. 2) Rådgivning af og bistand til de personer, der har ansvaret for at yde investeringsservice og udføre investeringsaktiviteter, for at sikre, at værdipapirhandleren overholder sine forpligtelser efter stk. 1.
Stk. 3. For at sikre, at compliancefunktionen kan varetage sine ansvarsområder korrekt og uafhængigt, skal værdipapirhandleren sørge for, at følgende betingelser opfyldes: 1) Compliancefunktionen skal have de nødvendige ressourcer, den nødvendige kompetence og sagkundskab samt adgang til alle relevante oplysninger. 2) En medarbejder skal være ansvarlig for compliancefunktionen og al rapportering, jf. § 6. 3) De relevante personer, der er involveret i compliancefunktionen, må ikke deltage i leveringen af de tjenesteydelser eller udførelsen af de aktiviteter, de kontrollerer. 4) Metoden til at fastsætte vederlaget til de relevante personer, der er involveret i compliancefunktionen, må ikke bringe deres uafhængighed i fare.
Stk. 4. Stk. 3, nr. 3 og 4, finder ikke anvendelse, hvis det kan godtgøres, at disse krav ikke står i rimelig forhold til arten, omfanget og sammensætningen af den virksomhed, værdipapirhandleren udøver.