BEK 1652/2010 Art. 3
Værdipapirhandlere skal 1) have beslutningsprocedurer og en organisatorisk struktur, der klart beskriver rapporteringsvejene og fordeler funktioner og ansvarsområder, 2) sørge for, at relevante personer er bekendt med, hvilke procedurer der skal følges for at sikre en korrekt varetagelse af deres ansvarsområder, 3) have passende interne kontrolprocedurer, der har til formål at sikre, at beslutninger og procedurer overholdes på alle niveauer, 4) sikre, at medarbejdere besidder de nødvendige færdigheder samt den fornødne viden og sagkundskab for at kunne varetage deres ansvarsområder, 5) have en effektiv intern rapportering og formidling af information på alle relevante niveauer, 6) føre registre over deres forretninger og deres interne organisation, 7) sikre, at relevante personers varetagelse af flere funktioner ikke hindrer disse personer i at varetage hver enkelt funktion på en korrekt og professionel måde, og 8) have systemer og procedurer til beskyttelse af oplysningers sikkerhed og fortrolighed.
Stk. 2. Værdipapirhandleren skal ved opfyldelse af kravene i stk. 1 tage hensyn til arten, omfanget og sammensætningen af den virksomhed, værdipapirhandleren udøver.
Stk. 3. Værdipapirhandleren skal sikre en stabil drift. Således skal det sikres, at de vigtigste data, funktioner og aktiviteter bevares ved en eventuel system- eller procedurefejl. Hvis dette ikke er muligt, skal det sikres, at der sker rettidig gendannelse af data, genetablering af funktionerne og rettidig genoptagelse af aktiviteterne.
Stk. 4. Værdipapirhandleren skal med jævne mellemrum vurdere, om systemer, interne kontrolprocedurer og -ordninger, som indføres i overensstemmelse med stk. 1-3, er effektive, og afhjælpe eventuelle mangler.