BEK 249/2026 ст. 22
Kriterier for driftstilskud til landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer
Organisationer, der har modtaget driftstilskud i minimum fire af de seneste fem år umiddelbart forud for tilskudsansøgningen, kan vælge at søge tilskud for en 2-årig periode på baggrund af det senest afsluttede regnskabsår.
Stk. 2. Angivelse af om, der søges tilskud for en 1- eller 2-årig periode, er bindende og skal ske i forbindelse med ansøgningen. Bindingen ophæves kun såfremt, ansøger ikke bevilges nogen form for driftstilskud, eller hvis der som led i sagsbehandlingen sker nedjusteringer af ansøgningsgrundlaget for så vidt, angår tilskudsudløsende medlemmer og lokalforeninger. I så fald kan organisationen ansøge på almindelige vilkår det efterfølgende ansøgningsår.
Stk. 3. For landsorganisationer med individuelle medlemmer og selvstændige lokalforeninger, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, undtagen landsorganisationer grupperet i gruppe c og d, jf. §§ 19 og 20, sker fastsættelsen af bevillingen i den 2-årige periode på baggrund af ansøgers medlems- og lokalforeningsantal i år 1, beregnet ud fra de på enhver tid gældende takster.
Stk. 4. For landsorganisationer med kollektive medlemmer, jf. § 6, stk. 1, nr. 2, for øvrige landsorganisationer, jf. § 6, stk. 1, nr. 3, samt landsorganisationer grupperet i gruppe c og d, jf. §§ 19 og 20, gælder, at den skønsmæssigt fastsatte bevilling i år 1, er identisk med den bevilling, der udbetales i år 2. Ved op- og nedjusteringer af de gældende takster og/eller skønsrammer, justerer DUF bevillingen i år 2 tilsvarende.