Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 1529/2025 · Bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

BEK 1529/2025 ст. 28

Vurdering af basale færdigheder og individuel kompetencevurdering

ДействуетОфициальный текст

Alle, der deltager i arbejdsmarkedsuddannelse eller individuel kompetencevurdering efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., skal have mulighed for at få vurderet deres basale færdigheder i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik samt for at få vejledning i tilknytning hertil.

Stk. 2. Vurdering og vejledning efter stk. 1 anvendes af uddannelsesinstitutionen med det mål at 1) tilrettelægge undervisningen og anvende undervisningsmateriale i overensstemmelse med vurderingsresultatet med henblik på at forbedre deltagerens mulighed for at gennemføre uddannelsesforløbet og få øget udbytte af undervisningen, 2) vejlede deltageren til uddannelse og undervisning i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., herunder fx faglig læsning og skrivning eller faglig regning og matematik, eller efter anden lovgivning, herunder fx forberedende voksenundervisning, ordblindeundervisning og undervisning i dansk som andetsprog, og 3) vejlede deltageren til og tilrettelægge uddannelses- og undervisningsforløb, der kombinerer arbejdsmarkedsuddannelse med uddannelse og undervisning i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik efter anden lovgivning, herunder fx forberedende voksenundervisning, ordblindeundervisning og undervisning i dansk som andetsprog.

Stk. 3. Vurdering og vejledning efter stk. 1 og 2 kan foretages af uddannelsesinstitutioner, der er godkendt til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelse henholdsvis individuel kompetencevurdering, medmindre vurdering af basale færdigheder i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik og vejledning i tilknytning hertil ikke er omfattet af godkendelsen. Vurdering og vejledning efter stk. 1 og 2 kan ikke udliciteres.

Stk. 4. Vurdering og vejledning efter stk. 1 og 2 kan foregå i undervisningstiden eller i tilknytning hertil og har en vejledende varighed på indtil 0,3 dag. Vurdering og vejledning kan dog ikke foregå i undervisningstiden, hvis der er tale om en certifikatuddannelse, jf. § 23, hvor dette ville være i strid med betingelserne for certifikatudstedelse.

Stk. 5. Uddannelsesinstitutionen kan afholde vurdering og vejledning efter stk. 1 og 2 på en virksomhed.

Stk. 6. Uddannelsesinstitutionen skal anvende hensigtsmæssige vurderings- og vejledningsmetoder samt tilrettelæggelsesformer for at sikre, at målene efter stk. 2 kan nås.

Stk. 7. Uddannelsesinstitutionen udleverer dokumentation for vurderingsresultaterne til deltageren. Dokumentationen tilhører deltageren.

Stk. 8. Uddannelsesinstitutionen skal samarbejde med udbydere af uddannelse og undervisning i læsning, skrivning, stavning, regning og/eller matematik efter anden lovgivning, herunder forberedende voksenundervisning, ordblindeundervisning, sprogundervisning o.l. Samarbejdet skal skabe grundlag for, at uddannelsesinstitutionen kan vejlede deltageren til de andre institutioners udbud af uddannelse og undervisning efter anden lovgivning og forbedre mulighederne for at etablere forløb, hvor arbejdsmarkedsuddannelse kombineres med uddannelse og undervisning i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik eller undervisning i dansk som andetsprog efter anden lovgivning.