BEK 1226/2025 ст. 25
Vilkår for erstatningen og statens adgang til overdragede anlægsaktiver
Statens erhvervelse af ejendomsret efter § 8 b i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink sker på overtagelsesdagen, som fastsættes af erstatnings- og taksationskommissionen. Overtagelsesdagen kan tidligst fastsættes til 30 hverdage efter Fødevarestyrelsens modtagelse af samtlige erklæringer om accept af vilkår fra følgeerhvervet og eventuelle rettighedshavere. Hvis erstatnings- og taksationskommissionens afgørelse påklages til overerstatnings- og taksationskommissionen, og klagen tillægges opsættende virkning, fastsættes overtagelsesdagen af overerstatnings- og taksationskommissionen og kan tidligst fastsættes til 30 hverdage efter overerstatnings- og taksationskommissionens afgørelse.
Stk. 2. Følgeerhvervet skal på overtagelsesdagen stille aktiverne til rådighed for staten, herunder overlevere: 1) Nøgler til ejendomme, køretøjer m.v. 2) Koder til alarmsystemer til ejendomme m.v. 3) Registreringsattester eller afmeldingskvitteringer til køretøjer.
Stk. 3. Følgeerhvervet har pligt til fra ejendommen at fjerne aktiver, der ikke er ydet kompensation for, senest dagen inden overtagelsesdagen, herunder ikke-minkrelaterede aktiver, som ikke er en del af virksomhedens anlægskartotek efter § 22, og som staten derfor ikke overtager.