BEK 1214/2025 ст. 19
Fremgangsmåde ved behandling af ansøgninger fra minkvirksomheder uden egenproduktion af mink i 2020 og udlejningsvirksomheder
I sager om erstatning og kompensation til minkvirksomheder uden egenproduktion af mink i 2020 og udlejningsvirksomheder indleder Fødevarestyrelsen som udgangspunkt sin sagsbehandling med at iværksætte besigtigelse af ansøgerens anlægsaktiver ved en sagkyndig, som er stillet til rådighed af Trafikstyrelsen. Hvis det ikke er muligt at udpege en sagkyndig, afholdes besigtigelsen i stedet af Fødevarestyrelsen. Reglerne i § 15, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse ved den sagkyndiges besigtigelse af minkvirksomheder uden egenproduktion af mink i 2020 og udlejningsvirksomheder.
Stk. 2. På grundlag af den sagkyndiges oplysninger, høringssvar og sagens øvrige oplysninger fremsætter Fødevarestyrelsen forslag til skriftlig afgørelse om værdien den 4. november 2020 af aktiver omfattet af §§ 13 og 16 i nedlukningsbekendtgørelsen. Hvis forslaget accepteres af parterne, bliver udkastet endeligt, og sagen er herefter afsluttet ved Fødevarestyrelsen.
Stk. 3. Fødevarestyrelsen fremsætter samtidig forslag til afgørelse om kompensation for omkostninger til passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold efter nedlukningsbekendtgørelsens § 34, stk. 2, fordeling af erstatningen og kompensationen mellem ansøgerens rettighedshavere efter nedlukningsbekendtgørelsens § 35, modregning efter nedlukningsbekendtgørelsens §§ 39 og 40 samt godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand efter § 33, stk. 3.
Stk. 4. Fødevarestyrelsen fremsætter samtidig forslag til afgørelse om, at staten ikke erhverver ret til visse anlægsaktiver efter reglerne i § 23, stk. 3 og 4, i nedlukningsbekendtgørelsen.
Stk. 5. Fødevarestyrelsen fremsætter samtidig forslag til afgørelse om, at staten med parternes samtykke kan påbegynde nedrivning og fjernelse af de erstatnings- og kompensationsberettigede anlægsaktiver med undtagelse af eventuelle aktiver omfattet af stk. 4.
Stk. 6. Accepteres forslaget, jf. stk. 1-4, ikke af parterne senest 14 dage efter modtagelsen, eller afvises forslaget af en af parterne, træffer Fødevarestyrelsen afgørelse herom. Fødevarestyrelsen kan i særlige tilfælde bestemme, at fristen for parternes accept af forslaget skal være længere end 14 dage.
Stk. 7. Fødevarestyrelsens afgørelse efter stk. 6 skal sendes til parterne. Afgørelsen skal være begrundet og forholde sig til de synspunkter og indsigelser, som parterne er fremkommet med.
Stk. 8. Fødevarestyrelsens afgørelse efter stk. 6 kan påklages særskilt til overerstatnings- og taksationskommissionen, jf. § 26, stk. 1. Fødevarestyrelsens afgørelse efter stk. 6 kan derimod ikke prøves i forbindelse med klage over afgørelsen efter § 21.
Stk. 9. Fødevarestyrelsens afgørelse efter stk. 6 skal indeholde oplysning om muligheden for at indbringe afgørelsen for overerstatnings- og taksationskommissionen og fristen for indbringelse, jf. § 27, stk. 1.