BEK 1075/2025 · Bekendtgørelse om sikkerhedsgodkendelse i energisektoren
BEK 1075/2025 ст. 3
Den omfattede personkreds
Personer, der er ansat i, eller gennem kontraktuelle forhold for, virksomheder i niveau 3, 4 og 5, til at varetage følgende funktioner, skal sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden FORTROLIGT, medmindre de er undtaget herfra efter stk. 3: 1) Personer, som i kraft af deres funktion i virksomheden, har mulighed for at afbryde forsyningen til store grupper af forbrugere, herunder a) ved adgang til virksomhedens industrielle kontrolsystem, eller b) ved adgang til virksomhedens kontrolrum. 2) Personer med ansvar for virksomhedens forsyningskritiske net- og informationssystemer. 3) Personer med udvidede rettigheder i virksomhedens forsyningskritiske net- og informationssystemer. 4) Virksomhedens beredskabskoordinator, cyberkoordinator og sikringskoordinator. 5) Personer, der i øvrigt, i anlæg klassificeret i klasse 4 eller 5, jf. § 6, stk. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 260 af 6. marts 2025 om modstandsdygtighed og beredskab i energisektoren, har væsentlige fysiske eller logiske adgange og rettigheder, der giver direkte adgang til at påvirke energiforsyningen. 6) Personer i virksomheden, som er ansvarlige for at behandle ansøgninger om sikkerhedsgodkendelser. 7) Personer, der overvejes ansat i stillinger, der indebærer opgavevaretagelse efter nr. 1 - 6.
Stk. 2. Personer, der skal have indsigt i klassificerede informationer efter cirkulære nr. 10338 af 14. december 2014 om sikkerhedsbeskyttelse af informationer af fælles interesse for landene i NATO eller EU, andre klassificerede informationer samt informationer af sikkerhedsmæssig beskyttelsesinteresse i øvrigt, skal sikkerhedsgodkendes svarende til klassifikationsgraden af den klassificerede information, uanset om de udfører funktioner som anført i stk. 1.
Stk. 3. Personer, der har ledsaget adgang eller overvåget færden i forbindelse med varetagelsen af funktioner anført i stk. 1, nr. 1, 3 eller 5, er undtaget fra kravet om sikkerhedsgodkendelse efter stk. 1.
Stk. 4. For personer, der i henhold til stk. 1 eller 2 skal sikkerhedsgodkendes, skal virksomheden gennemføre en forudgående ID- og CV-kontrol, jf. § 2, nr. 1, og § 4, stk. 1, dog således, at det mindst er de foregående 5 år, der genstand for ID- og CV-kontrol.
Stk. 5. Personer, der i henhold til stk. 1 eller 2 skal sikkerhedsgodkendes, skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen så længe, de varetager de pågældende funktioner eller har adgang til klassificerede informationer.