BEK 1075/2025 · Bekendtgørelse om sikkerhedsgodkendelse i energisektoren
BEK 1075/2025 ст. 2
Anvendelsesområde og definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) ID- og CV-kontrol: Kontrol, som fastslår en persons identitet på grundlag af dokumentation, og kontrol, som omfatter personens beskæftigelse, uddannelse og eventuelle afbrydelser i mindst de foregående fem år. 2) Niveau 3 virksomhed: Virksomhed, som er inddelt på niveau 3 i medfør af § 4, jf. bilag 1, pkt. 1.3. i bekendtgørelse nr. 260 af 6. marts 2025 om modstandsdygtighed og beredskab i energisektoren. 3) Niveau 4 virksomhed: Virksomhed, som er inddelt på niveau 4 i medfør af § 4, jf. bilag 1, pkt. 1.2. i bekendtgørelse nr. 260 af 6. marts 2025 om modstandsdygtighed og beredskab i energisektoren. 4) Niveau 5 virksomhed: Virksomhed, som er inddelt på niveau 5 i medfør af § 4, jf. bilag 1, pkt. 1.1. i bekendtgørelse nr. 260 af 6. marts 2025 om modstandsdygtighed og beredskab i energisektoren. 5) Industrielle kontrolsystemer: Net- og informationssystemer, der anvendes til alle former for digital styring, kontrol og overvågning af fysiske og industrielle processer, eksempelvis styring, kontrol og overvågning af ventiler og pumper eller opsamling og analyse af data fra et fysisk system, herunder sensorer og styringskomponenter forbundet til et industrielt netværksmiljø. 6) Forsyningskritisk net- og informationssystem: Et net- og informationssystem med mulighed for direkte at afbryde eller påvirke fysiske og logiske processer, som er nødvendige for forsyningen til en eller flere slutbrugere, herunder industrielle kontrolsystemer, operationelle teknologier samt administrative it-systemer og udstyr med direkte integration til industrielle kontrolsystemer og operationelle teknologier. 7) Udvidede rettigheder: Brugere med systemmæssige rettigheder til at ændre funktionaliteter i systemet, herunder administration af brugeradgange, der giver udvidede rettigheder over læseadgangsniveau.