BEK 870/2025 · Bekendtgørelse om ansøgning, elevfordeling og optagelse på de gymnasiale uddannelser
BEK 870/2025 ст. 13
Elevfordeling
Er der flere forrangsansøgere, jf. §§ 3-6, end der er kapacitet til på den pågældende uddannelse eller pre-IB på den pågældende institution eller afdeling, prioriterer regionsrådet ansøgerne indbyrdes i den centrale fordelingsmekanisme i følgende rækkefølge, dog således at ansøgere omfattet af nr. 7-9 sidestilles med hinanden, og at ansøgere omfattet af nr. 10-11 sidestilles med hinanden: 1) Ansøgere til særligt tilrettelagte forløb for elever med Autisme Spektrum Forstyrrelser, jf. § 29. 2) Ansøgere, der vil blive omfattet af § 61, stk. 1 eller 2, i lov om de gymnasiale uddannelser, hvis det fremgår af Optagelse.dk, at institutionen vil etablere særlige klasser for sådanne elever. 3) Ansøgere, der som følge af et handicap ønsker optagelse på en bestemt institution, jf. § 5. 4) Ansøgere, der samtidig søger en kostplads, som institutionen er godkendt til. 5) Ansøgere til den toårige uddannelse til hf-eksamen på et voksenuddannelsescenter (VUC), der er fyldt eller fylder 20 år i det kalenderår, hvor ansøgeren søger om optagelse, jf. § 6. 6) Ansøgere til profilgymnasier, som opfylder de særlige krav til ansøgerens faglige forudsætninger, som institutionen stiller, jf. § 13, nr. 5, i bekendtgørelse om kapacitetsfastsættelse og profilgymnasier på de gymnasiale uddannelser. 7) Ansøgere til treårig tilrettelæggelse af den toårige uddannelse til hf-eksamen i kombination med maritim uddannelse i henhold til lov om maritime uddannelser eller i kombination med landbrugsuddannelse, jf. § 63, stk. 3, i lov om de gymnasiale uddannelser. 8) Ansøgere til forsøgsordninger, hvis det som led i forsøgsgodkendelsen, jf. § 69, stk. 1, i lov om de gymnasiale uddannelser, er besluttet, at ansøgere, der ønsker at være omfattet af forsøget, skal kunne få forrang, jf. § 3, stk. 3. 9) Ansøgere, der ønsker optagelse på en sjælden studieretning, hvis det fremgår af Optagelse.dk, at den udbydes af institutionen. 10) Ansøgere til treårig tilrettelæggelse af uddannelsen til hf-eksamen eller fireårig tilrettelæggelse af uddannelsen til teknisk, merkantil eller almen studentereksamen, jf. § 63, stk. 1-2, i lov om de gymnasiale uddannelser. 11) Ansøgere, som af en kommunal eliteidrætsorganisation eller en af KL udpeget kommunal instans er vurderet at have status som eliteidrætsudøver, når det efter organisationens henholdsvis instansens vurdering er af væsentlig betydning for ansøgerens idrætslige udvikling, at ansøgeren optages på den pågældende institution. 12) Ansøgere, som ønsker IBB Shippinglinjen på Det Internationale Gymnasium på Niels Brock (Copenhagen Business College).
Stk. 2. Regionsrådet prioriterer, jf. stk. 1, en ansøger, der er omfattet af flere af de i stk. 1, nr. 1-12, anførte forrangskategorier på den for ansøgeren mest gunstige måde.