BEK 768/2024 ст. 6
Skibsføreren eller den, skibsføreren har overdraget dette hverv skal kontrollere vandet ved regelmæssig kontrol. Den regelmæssige kontrol fastlægges i et kontrolprogram af Miljøstyrelsen på baggrund af oplysninger fra det søgående skib, jf. stk. 2 og gennemføres af det søgående skib.
Stk. 2. Skibsføreren eller den, skibsføreren har overdraget dette hverv skal til brug for kontrolprogrammet indsende oplysninger til Miljøstyrelsen om: 1) Mængde produceret drikkevand pr. dag. 2) Resultater af tidligere kontrolmålinger. 3) Information om konstruktion og virkning af produktionsanlægget. 4) Information om distributionssystemets konstruktion, herunder anvendte materialer. 5) Information om evt. anvendte vandbehandlingskemikalier.
Stk. 3. Oplysningerne efter stk. 2 skal være indsendt senest 1. november 2024.
Stk. 4. Oplysninger efter stk. 2 for søgående skibe, som på et senere tidspunkt omfattes af bekendtgørelsens anvendelsesområde, skal være indsendt til Miljøstyrelsen på et senere tidspunkt, som fastsættes af Miljøstyrelsen.
Stk. 5. Miljøstyrelsen kan kræve yderligere oplysninger udleveret fra skibsføreren eller den, skibsføreren har overdraget dette hverv, hvis det er nødvendigt af hensyn til udarbejdelsen af kontrolprogrammet.
Stk. 6. Miljøstyrelsens kontrolprogram til de søgående skibe skal indeholde følgende elementer til kontrol af opfyldelse af drikkevandskvaliteten for det afsaltede havvand: 1) Generelle mål og kontrolprogrammer for drikkevand, jf. drikkevandsbekendtgørelsens bilag 4. 2) Kontrolparametre og hyppigheder, jf. drikkevandsbekendtgørelsens bilag 5. 3) Prøveudtagningssteder, jf. drikkevandsbekendtgørelsens bilag 7. 4) Prøveudtagningsmetoder, jf. § 9 i bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger.
Stk. 7. Kontrolprogrammet skal for at bekræfte effekten af alle kontrolforanstaltninger i relation til indvinding, distribution og oplagring, omfatte et specifikt operationelt kontrolprogram for hver enkelt forsyningskæde og omfatte parametre og kontrolhyppighed, jf. drikkevandsbekendtgørelsens bilag 4, punkt 3.
Stk. 8. Miljøstyrelsen udvider listen over kontrolparametre i kontrolprogrammet, hvis hensyn til passagerernes sundhed gør det nødvendigt. Prøveudtagningshyppigheder for parametre fastsættes efter forholdene.